Southgate: Rashford bliver kun bedre

Marcus Rashford har været i strålende form for Manchester United i den seneste periode. Dette er ikke gået ubemærket hen hos den engelske landstræner, Gareth Southgate. Den 48-årige landstræner var i går ude med store roser til Rashford under en “Football Writers Associations” hyldestaften.

Rashford har scoret fem mål i de seneste seks Premier League kampe. Derudover har den unge United-spiller scoret tre mål for det engelske landshold siden VM-slutrunden i sommers. Southgate har lagt mærke til Rashfords opadgående formkurve og er ovenud positiv for den fremtid, det unge talent går i møde.

– Taget i betragtning at han kun er 21 år, vil han helt sikkert fortsætte med at udvikle sig, udtalte Southgate blandt andet.

– Når du har den mentalitet og den lyst til at blive så god som mulig, så vil det også ske. 

Til spørgsmålet om hvilken position, der passer det unge talent bedst, svarede Southgate, at det fortsat er vigtigt, at Rashford er fleksibel i sin måde at spille på og derfor kan indtage forskellige positioner på banen. På klubplan har Rashford, siden Ole Gunnar Solskjærs ankomst, spillet topangriber for “de røde djævle”, hvorimod han tidligere har optrådt mest på kanten. For England er historien den samme. 

– Når jeg tænker tilbage på United for flere år siden med Ronaldo, Rooney og Tevez, kunne de altid dukke op forskellige steder på banen, lød det også fra Southgate.

– Positionen er ikke vigtig. Det vigtige er, at han spiller – og spiller godt – samt, at han udvikler sig og udtrykker selvtillid.

Næste gang Rashford har chancen for at imponere den engelske landstræner er på fredag, når United møder Arsenal på Emirates Stadium i FA Cuppens 5.runde.  

Forrige artikel

Matteo Darmian tæt på forlængelse

Næste artikel

Zlatan roser den 'mere frie' Pogba

ANNONCE