Solskjær skriver under på ny kontrakt til 2024

I går offentliggjorde Manchester United, at Jadon Sancho skifter til den røde del af Manchester. I dag meddeler klubben, at man har forlænget med klubbens cheftræner.

Efter længere tids spekulationer har Manchester United netop meddelt, at Ole Gunnar Solskjær forlænger sin kontrakt med yderligere to år. I aftalen indgår også en mulighed for ét ekstra år.

Hans tidligere aftale med klubben stod til at løbe ud næste år, hvorfor det længe har været rygtet, at en eventuel kontraktforlængelse kunne blive en realitet når som helst.

Solskjær siger følgende om sin nye kontrakt:

– Alle kender den følelse, som jeg har for klubben, og jeg er meget glad for at have underskrevet en ny kontrakt. Det er en spændende tid for Manchester United, da vi har opbygget et hold med en god balance mellem unge og erfarne spillere, der er sultne efter succes.

Den 48-årige nordmand, som for første gang kom til klubben som spiller tilbage i 1996, benyttede også lejligheden til at sende en hilsen til de personer, som til daglig hjælper ham i sit virke som manager:

– Jeg har et fantastisk træner-team omkring mig, og vi er alle klar til at tage det næste skridt på vores rejse. Manchester United ønsker at vinde de største og bedste trofæer, og det er det, vi alle stræber efter. Vi er forberedt både på og udenfor banen, og det vil fortsætte i de kommende sæsoner.

Uniteds første officielle kamp i den nye sæson løber af stablen d. 14 august, når Leeds kommer på besøg på Old Trafford, og særligt Ole Gunnar Solskjær glæder sig til at komme i gang igen.

– Jeg kan ikke vente med at træde ind på banen foran et fuldt pakket Old Trafford, når den nye sæson begynder, siger han.

Husk, at du i dag lørdag også kan følge med i Uniteds anden pre-season kamp, når holdet gæster QPR med kampstart klokken 16:00. For at se kampen kræver det adgang til MUTV.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Sancho om United-transfer: Det er en drøm, der går i opfyldelse

Næste artikel

Startopstilling: En blanding af ungdom og erfaring mod QPR

ANNONCE