Solskjær: Skadeskrise kan hænge sammen med spillestil

Manchester United spurter mere i kampene under Ole Gunnar Solskjær end under Jose Mourinho, og det kan være en del af årsagen til de mange skader for tiden, erkender Solskjær.

Onsdag stiller Manchester United med et noget decimeret hold mod Crystal Palace. United har omkring ti spillere ude med skader efter Liverpool-kampen, der kastede tre-fire nye skader af sig.

Ifølge BBC – og manager Ole Gunnar Solskjær selv – kan det hænge sammen med, at United-holdet har flere spurte under Solskjær end under Jose Mourinho. Ændringen er ifølge det engelske medie fra 98,6 spurter per kamp til 108,6 spurter per kamp, og det kan være en del af årsagen, erkender manageren. 

– Der er nok en forbindelse, ja, sagde Ole Gunnar Solskjær til BBC, da han blev konfronteret med idéen.

– Hvornår ændrer man det? Venter man til pre-season, og tror man, at resultaterne vil ændre sig, hvis man ikke beder dem om at løbe. Eller begynder vi nu og viser dem vores krav til intensitet og spillestil?

– I har set, hvad jeg har valgt. Vi skal spille som et Manchester United-hold. Hvis man vil være en del af Manchester United, er det de stærkestes overlevelse, lyder det fra nordmanden.

Skadeslisten tæller i øjeblikket Ander Herrera, Jesse Lingard, Juan Mata, Marcus Rashford, Nemanja Matic, Phil Jones, Anthony Martial, Matteo Darmian, Antonio Valencia og Marcos Rojo.

 

Forrige artikel

Podcast: Old Trafford - Selhurst Park - Old Trafford

Næste artikel

Pereira: Vi må ikke undervurdere Palace

ANNONCE