Solskjær om Greenwood: Han skal lære herrefodbold

Mason Greenwood åbnede ballet mod FK Partizan med en kølig afslutning. Ifølge hans manager har han dog stadig meget at lære.

Ole Gunnar Solskjær har nævnt flere gange at Mason Greenwood er den mest instinktive afslutter i Manchester United. Han bliver efter torsdagens mål igen sammenlignet med Robin Van Persie i statur og sparketeknik. Alligevel er der dele af hans spil som ifølge manageren langt fra er færdigudviklet.

Det er en af grundene til at Solskjær tager det stille og roligt med hans introduktion til førsteholdet:

– Nogle gange er det ikke den rigtige beslutning at spille ham. Han ved også godt hvorfor han nogle gange ikke har spillet så meget. Vi er tålmodige med ham. Det har været en svær periode for klubben uden Anthony [Martial, red.], men at putte al det pres på Masons skuldre var ikke det rigtige at gøre. Jeg synes vi finder den rette balance mellem at spille ham, hvile ham og træne ham. Hvis han skal spille på toppen skal han lære herredelen af spillet. 

Solskjær indikerer at der måske er nogle ting ved springet fra ungdomsfodbold til voksenfodbold Greenwood stadig ikke har vænnet sig til. Det har sandsynligvis noget med det fysiske at gøre, og også det øgede mentale pres der er på eliteniveau. Han påpeger desuden at Greenwood til tider har haft det svært i træningen:

– Han spillede for U18-holdet sidste sæson og nu træner han med førsteholdet hver dag. Det er ikke bare en knap du kan trykke fra eller til, man skal præstere hver eneste dag hvis man vil accepteres et sted som det her. Hvis han virkelig havde vist autoritet i træning hver eneste dag havde han også spillet hver eneste kamp. Med unge drenge må man forvente op- og nedture, og han har haft nogle nedture, men jeg tror han er på vej op igen.

Solskjær er dog ikke i tvivl om at han bliver en god spiller for United i fremtiden. Han mener at det vil tage et par år før vi ser hans topniveau:

– Mason kommer til at få en fremragende karriere her i United. Hvis det tager et par år for ham virkelig at slå igennem er det det værd for os. Jeg tilpasser ham til holdet på den måde hvor jeg tror vi kan få mest ud af ham.

Greenwood fik mod FK Partizan chancen på højrekant. Der kan vi godt komme til at se ham igen ifølge Solskjær:

– Han er helt klart en mulighed på højrekanten. Jeg hvilede Dan James mod Partizan fordi han har spillet mere fodbold end jeg bryder mig om. Måske har Mason ikke spillet nok, men jeg tror han bliver en topspiller en dag.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Tre skribenters syn på Saudi-Arabiens interesse

Næste artikel

Herrera: Fodbold er ikke førsteprioritet i Manchester United

ANNONCE