Solskjær og United fortsætter stime med hiv og sving

Ole Gunnar Solskjærs’ røde tropper fortsætter deres imponerende stime med en sejr over Brighton.

Manchester United og Ole Gunnar Solskjær skulle hjemme forsøge at hente tre point mod Brighton og dermed fortsætte deres flotte stime.

Fra kampens start forsøgte United at kontrollere kampen, dog uden at kunne score. Omvendt forsøgte Brighton ikke overraskende at ramme hjemmeholdet på kontra, hvilket de faktisk viste sig dygtige til de første 20 minutter af kampen.

Det første mål tilfaldt alligevel hjemmeholdet, efter en flot teknisk detalje af Paul Pogba. En retningsbestemt tæmning forbi en modstander og ind i feltet betød at franskmanden befandt sig en gunstig position. Han blev efterfølgende nedlagt ulovligt i feltet. Straffespark til den nordengelske klub efter 24 minutter, som han i øvrigt selv omsætte til mål.

Efter målet forsøgte gæsterne at kæmpe sig tilbage i opgøret. Den taktiske ændring gav plads til at United kunne slå kontra, hvilket var præcis, hvad de gjorde på fornemmeste vis i det 41. minut. Marcus Rashford og Diogo Dalot viste begge individuelle færdigheder, før Rashford knaldede hårdt op i krydset. Sikke en måde at gå til pause på!

Ved anden halvlegs start lykkedes det Manchester United bedre at kontrollere kampen. Målchancerne udeblev på trods af det spillemæssige overtag og optimistiske spil. Tættest på var Anthony Martial i det 60. minut. Han fik overplaceret sin afslutning, og bolden fløj derfor over mål.

I det 71. minut lykkes det Brighton at komme på måltavlen, og de havde dermed fortsat en reel chance for at stjæle point fra Old Trafford. Kampen som faktisk var gået lidt i dødvande, var nu pludselig pivåben.

I kraft af udebaneholdets summen omkring Uniteds felt blev stemningen blandt publikum en smule nervøs. Med god grund. For De røde djævle formåede nemlig ikke rigtigt at sætte sig på kampen igen, hvilket betød at bolden primært var på gæsternes fødder.

De sidste 10 minutter af kampen var en nervepirrende affære, hvor United faktisk så lidt rystet ud. Ole Gunnars Solskjærs’ tropper endte alligevel med at hive en sejr hjem, hvilket betyder at nordmanden udbygger sin historiske rekord i klubben. Han er nu oppe på 7 sejre i træk. Ganske imponerende bedrift! Om Solskjær og United kan blive ved, må tiden vise.

 

Forrige artikel

Startopstillingen mod Brighton: Shaw ude med sygdom i sidste øjeblik

Næste artikel

Spillerkarakterer: Pogba og Rashford viste sig frem på ny

ANNONCE