Solskjær melder Martial klar til Arsenal-brag

Læsetid
mindre end
1 minute
Læst indtil videre

Solskjær melder Martial klar til Arsenal-brag

08 marts, 2019 - 12:17
Også Nemanja Matic og Ander Herrera kan komme i spil, lyder de positive meldinger fra Ole Gunnar Solskjær.

Skadeslisten har været urimelig lang for United de seneste uger, men der er lys forude, fortæller Ole Gunnar Solskjær på dagens pressemøde.

- Anthony er klar, og forhåbentligt er Matic og eller Herrera klar igen, så det ser bedre ud. De har bare brug for et par dages træning med holdet, siger nordmanden.

Eric Bailly gik fra banen i første halvleg mod Paris Saint Germain med noget, der lignede en skade, men Solskjær forklarer, at forsvarsspilleren er klar igen.

Onsdagens kamp har selvfølgelig tæret på kræfterne hos United-spillerne, men Solskjær forbliver positiv og peger på, at søndagens modstander, Arsenal, spillede torsdag.

- Vi har det fint, vi skal nok klare den. Det bliver hårdere for dem, så vi er helt afgjort klar til søndag, siger han.

Arsenal har også et efterslæb af skader, og London-klubben mangler Danny Welbeck, Rob Holding og Hector Bellerin, der alle tre er skadede. Lucas Torreira sidder ude med karantæne.