Solskjær forventer mere af sit ubesejrede hold

United har ikke tabt i 16 kampe, men det er ikke en stime, der er tæt på rigtige United-standarder, siger manageren.

Manchester United spiller imod Aston Villa torsdag aften, hvor det kan blive til den 17. kamp uden et nederlag. En flot stime, der betyder, at holdet er fem sejre fra at  sikre sig kvalifikation til næste års Champions League, men Solskjær er ikke helt tilfreds.

– 16 ubesejrede kampe er ikke i nærheden af, hvad Manchester United bør stile imod, siger nordmanden på dagens pressemøde ifølge Simon Stone fra BBC.

Solskjær fortæller også, at han forventer, at holdet er nødt til at vinde de resterende fem kampe for at sikre sig Champions League-kvalifikation.

Leicester smed tirsdag aften point ude mod Arsenal, og da United i den sidste kamp i sæsonen gæster netop Leicester, så ligger det i holdets egne hænder at afgøre, om man vil i top-fire.

Ville tage samme beslutninger igen
Sidste sommer sagde klubben farvel til et par store offensive profiler i Romelu Lukaku og Alexis Sanchez, der begge drog til Inter – sidstnævnte på en lejeaftale. Der blev dog ikke hentet reelle erstatninger ind, og det medførte en del kritik fra fans og journalister, som Solskjær på pressemødet blev mindet om.

– Det her er ikke nogen popularitetskonkurrence. Beslutningerne var gode for klubben og holdet. Vi gav unge spillere chancen og stolede på de andre. Jeg ville tage de samme beslutninger, hvis jeg kunne gå 12 eller seks måneder tilbage i tid, siger han.

Siden sidste sommer har duoen bestående af Marcus Rashford og Anthony Martial haft gang i personlige rekord-sæsoner til trods for måneders skadespause, og sensationen Mason Greenwood står indtil videre noteret for 15 sæsonmål efter en gradvis introduktion på United-holdet.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Solskjær: Greenwood er god nok til landsholdsfodbold

Næste artikel

Optakt: Nedrykningstruede Aston Villa skal tages alvorligt

ANNONCE