Solskjær efter kampen: Vi skal være mere kyniske

Ole Gunnar Solskjær var i sit interview efter uafgjort mod Arsenal i sit sædvanlige optimistiske humør, han påpeger dog at holdet skal lære at holde en føring, og at de var for passive i kampens indledende fase.

Kampen mod Arsenal i går aftes blev endnu en kamp hvor Manchester United ikke formår at score mere end 1 mål. Internettet flyder over med negative statistikker for Manchester United som hold (laveste antal point efter 7 kampe siden 1989) og af spillerne individuelt (hverken Rashford, Pogba, Lingard eller Pereira har scoret et mål fra åbent spil i de seneste 15 kampe).

På trods af dette havde Ole Gunnar Solskjær i sit interview kort efter slutfløjtet et optimistisk perspektiv på situationen. Han lagde, som han plejer, fokus på at holdet kæmper hårdt til træning, har den rigtige attitude og at projektet går i den rigtige retning.

Men der er unge spillere på dette hold, og der er ting de skal lære. Først og fremmest at blive mere kyniske til at holde en føring:

”Vi kommer foran 1-0 igen. Men vi får ikke det andet mål. Vi skal til at lære nu at blive mere kyniske og kliniske i begge ender. Det er så mange gange nu at vi er kommet foran 1-0 i kampe, men ikke formår at lukke dem ved at få mål nr. 2. Vi kan ikke bare smække bremsen i som vi gjorde i anden halvleg og lade modstanderholdet komme tilbage i kampen. Det skete mod Southampton, mod Wolverhampton og nu. Det er en hård læringsproces for de unge spillere, men vi er i gang med at bygge noget, vi er på vej et sted hen.”

Arsenals mål til 1-1 var omgærdet af en del forvirring da linjedommeren vinkede for offside inden Aubameyang vippede bolden over De Gea i målet. På tv-billederne kunne man se Solskjær sige til fjerdedommeren at Kevin Friend havde fløjtet inden bolden var i mål. Replays har dog vist at det ikke var tilfældet, og Solskjær havde ingen klager efter kampen, men refererede til at United kunne have fået et straffespark da Kolasinac havde hånd på bolden efter et hurtigt taget hjørnespark:

”Det var en god afslutning af Aubameyang. Ingen klager over VAR i denne situation, han var klart onside. Der er mange lyde på stadion og man kan nemt tro man har hørt noget, så jeg prøvede mit held med fjerdedommeren, men det var den rigtige kendelse. Dommeren skulle dog have fløjtet da bolden rammer Kolasinac arm i straffesparksfeltet. Han skal fløjte, for så kan VAR tjekke den bagefter. Når han ikke fløjter sker der ikke noget. Nogle gange får man kendelser og andre gange ikke. Jeg tror det balancerer sig ud over en hel sæson.

Solskjær gav udtryk for at han er tilfreds med spillernes indsats og vilje, og hvad han ser til træning, men synes at holdet skulle have været mere modige på bolden især i første halvleg:

”Indsatsen er aldrig et problem med de her spillere. Men vi var for passive de første 20 minutter. Vi satte tempoet i spillet ned og det behøver vi ikke. Vi skal lære at tage flere risici når vi har bolden.”

Den tidligere PL-spiller og nuværende fodboldkommentator Graeme Le Saux var på NBC’s dækning af kampen i tvivl om hvorvidt Marcus Rashford faktisk var kampklar. Han bemærkede at Rashford ved flere lejligheder var langsom til at komme op i sin fulde fart, som om han ikke var helt match fit.

Den skade Rashford måtte udgå med mod West Ham så ved første øjekast ret alvorlig ud, og flere medier meldte at han ville være ude i ugevis. Han nåede overraskende at blive klar til i går aftes, og Solskjær understreger at han er 100% fit:

”Rashford var og er 100% klar. Han spillede alle 90 minutter, og han spiller også næste gang.”

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Spillerkarakterer: McTominay bedste mand

Næste artikel

McTominay: De små fejl koster point

ANNONCE