Sir Alex tror stadig på Bebe

Det er bestemt ikke en falliterklæring, når Bebe i resten af sæsonen skal spille for Rio Ave i den portugisiske liga, mener Sir Alex Ferguson.

Bebe har fået lidt af en kultstatus i Manchester United efter skiftet til Old Trafford i 2010, hvor han kom fra en tilværelse som ganske anonym spiller i den portugisiske liga.

Opholdet i Manchester United har dog ikke ændret på hans anonyme status. Angriberen blev fornyelig omtalt i flere medier som en fiasko, da Manchester United udlånte ham til Rio Ave i Portugal for resten af sæsonen.

Men Sir Alex Ferguson forbliver fortrøstningsfuld over for Bebe. Han håber opholdet vil være til stor gavn for spilleren.

– Vi føler, at knægten har godt af at få lidt erfaring på et bedre niveau end vores reservehold. Han er skiftet til Rio Ave, som er på femtepladsen lige nu i den portugisiske liga, og de har en ung træner med et godt ry, forklarer Ferguson til MUTV.

– Bebe har gjort det ret godt i de sidste 2-3 måneder. Han fik en ærgerlig knæskade, da han var på udlån i Tyrkiet i sidste sæson og det bremsede ham lidt. At komme tilbage fra sådan en skade tager tid, men han er begyndt at udvikle sig godt. Vi tror på, at dette ophold i Portugal vil hjælpe ham på vej.

Bebe blev købt i Guimarães i sommeren 2010 for omkring 7 millioner pund. Han havde på det tidspunkt endnu ikke optrådt i en officiel kamp for klubben.

Som Ferguson referer til, så blev han i sidste sæson udlånt til Besiktas.

Forrige artikel

Espn: United favoritter til Zaha

Næste artikel

Posh lurer på Powell

ANNONCE