Salget af Ronaldo-trøjer slår alle rekorder

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

Salget af Ronaldo-trøjer slår alle rekorder

10 september, 2021 - 14:36
Salget af Manchester United-trøjer med Ronaldo bagpå har rundet en stor milepæl. Klubben har allerede nu tjent flere penge i kommission fra Adidas, end man betalte for Ronaldo til Juventus.

Cristiano Ronaldo ©Imago

Cristiano Ronaldos skifte fra Juventus til Manchester United har trukket store overskrifter siden skiftet blev offentliggjort den 27. august. Nu viser det sig, at det rent økonomisk også er en fordel for klubben, allerede inden Ronaldo har betrådt græsset på Old Trafford. En Manchester United trøje med 'CR7' bagpå er nemlig den hurtigst sælgende trøje i Premier Leagues historie. Det skriver LoveTheSales.com.

Alt i alt har Adidas solgt trøjer for cirka 187 millioner pund, hvilket svarer til svimlende 1.6 milliarder danske kroner. Regner man det om til, hvor mange penge United rent faktisk får i kommission fra Adidas, har klubben cirka tjent 114 millioner danske kroner - altså to millioner mere, end man betalte i overgangssum til Juventus. Manchester United betalte nemlig omkring 112 millioner kroner for Cristiano Ronaldo, da man købte ham fri fra sin kontrakt i Juventus. 

Klubben har formentlig vundet stort på, at det overhovedet har været muligt at give Ronaldo det legendariske syvtal, fordi Cavani indvilligede i at skifte til nummer 21 i stedet, som han spiller i for det uruguayanske landshold.

Ronaldo slår Messi

Det indbyrdes opgør mellem Ronaldo og Messi har endnu engang slået gnister, da der er opstået en diskussion om, hvem der kunne sælge flest trøjer i forbindelse med begge spilleres skifte til andre klubber. Ud fra tallene vinder Ronaldo klart den duel, da Adidas har solgt næsten dobbelt så mange Manchester United-trøjer med 'CR7' bagpå, end Nike har solgt PSG-trøjer med 'Messi 30'. Faktisk er der blevet solgt så mange Ronaldo-trøjer, at omtrent en fjerdedel af alle forhandlere lige nu må melde udsolgt.

Tal viser, at det ikke kun er Ronaldo, som er populær blandt United-fans verden over. I en økonomisk opgørelse fra denne sæson over top-10 bedst sælgende trøjer i Premier League med et specifikt navn på ryggen indgår fire spillere fra United, herunder både Sancho, Bruno, Pogba samt Ronaldo, der altså klart indtager 1. pladsen.

Vi kan kun spå om, hvor mange trøjer Adidas rent faktisk formår at sælge med Ronaldo bagpå. Èn ting er dog sikkert; han har en kæmpe betydning både på og udenfor banen.

Husk, at Ronaldo formentlig får debut i morgen, når Newcastle gæster Old Trafford. Dommeren fløjter kampen i gang klokken 16:00, og du kan følge den direkte på enten Viaplay eller TV3 MAX.

 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Skal du opleve Ronaldo, Sancho og resten af stjernerne på Old Trafford i den nye sæson? Læs vores guide til kampbilletter her