Premier League sæsonkåringer: United repræsenteret i alle kategorier

Bruno Fernandes, Edinson Cavani, Marcus Rashford og Ole Gunnar Solskjær er alle i spil til en pris.

Premier League sæsonen 20/21 er nu ovre, og traditionen tro uddeles der priser til sæsonens spiller, unge spiller, manager og mål – og United er repræsenteret i alle fire.

Først og fremmest er Bruno Fernandes – ikke overraskende – indstillet til Sæsonens Spiller. Fernandes er i forvejen blevet hædret som Uniteds bedste spiller i den nu overståede sæson. Med 17 mål og 12 assists og en generel fortsættelse af hans høje niveau fra hans debutsæson, kunne det ikke være anderledes, at portugiseren er i spil til prisen.

Derudover har Edinson Cavani i næstsidste spillerunde sneget sig med i kampen om sæsonens mål med hans formidable ‘chip’ fra 40 meter mod Fulham. I samme kategori er Jesse Lingard også nomineret for hans strålende solo-mål mod Wolves – selvfølgelig scoret i West Ham trøjen.

Ole Gunnar Solskjær er én af fem indstillede managers til prisen sæsonens bedste af slagsen. Nordmanden sikrede en andenplads i Premier League og en forbedring af pointtotalen fra sidste sæson, samt en imponerende udebane statistik uden nederlag på fremmed græs sæsonen ud.

Prisen som sæsonens bedste unge spiller gives til sæsonens bedste spiller på 23 år eller under. Her er Marcus Rashford nomineret, og er tilmed den af de nominerede med flest bidrag til mål med 20 af slagsen.

Afstemningen foregår på Premierleague.com og lukker torsdag den 3. juni klokken 19:00 dansk tid.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Greenwood trækker sig fra Englands EM-trup

Næste artikel

EM-overblik med United-briller: 12 spillere udtaget

ANNONCE