Pogba nyder genforeningen med Solskjær

Paul Pogba lærte først Solskjær at kende i sin tid som ungdomsspiller, men er først nu begyndt at lære nordmanden rigtigt at kende. Og Pogba nyder at have nordmanden som sin midlertidige chef, samt sin nye rolle.

Seks kampe. Seks sejre. Sådan ser status ud efter cirka en måned under caretaker Ole Gunnar Solskjærs embede. Derfor er det ikke overraskende, at der tales positivt om ham. Specielt Paul Pogba, der har fået en mere offensiv og væsentlig rolle under Solskjær, er tilfreds med sin nye chef og sin nye rolle.

– Jeg spiller lidt længere fremme. Jeg har mere sikkerhed bag mig, som giver mig frihed til at komme frem og ind i feltet, så jeg kan hjælpe angriberne, udtaler Paul Pogba.

Det er dog ikke første gang, Pogba og Solskjær møder hinanden. Da Pogba tilsluttede sig Uniteds akademi i 2009 var Solskjær reservetræner i klubben. Da Pogba var 16 år gammel, fik han sin første udtagelse til Solskjærs reservehold. Her nåede han at spille fem kampe under nordmanden, og Pogba nyder at spille under ham igen.

– Det er en fornøjelse at være genforenet med ham. Jeg kendte ham fra akademiet og reserverne, da hans tilnavn var “Super Sub”. Han gør det virkelig godt.

For lidt over en måned siden sad Pogba i kulden på Mourinhos selvtillidssvækkede United-hold, men har fået tilliden – og smilet – tilbage under Solskjær.

– Før træneren (Solskjær, red.) ankom, sad jeg meget på bænken og var meget i skyggen. Det accepterede jeg. Men det er en fornøjelse at spille igen. Nu smiler jeg altid, siger Pogba.

 

Forrige artikel

Højdepunkter: Kliniske Rashford og vilde De Gea

Næste artikel

Giuseppe Rossi træner med i United

ANNONCE