Personlige fejl kostede dyrt i klart nederlag på Camp Nou

Manchester United er færdig i denne sæsons udgave af Champions League, efter holdet tabte klart med 3-0 til Barcelona tirsdag aften. Spanierne blev sat i gang af store fejl i United-defensiven.

Med Jesse Lingard, Anthony Martial og Marcus Rashford som fronttrioen, havde Ole Gunnar Solskjær lagt op til masser af hurtige løb, når United kom op på banens sidste tredjedel.

Og kampen var ikke mange sekunder gammel, før det første gang var lige ved at give pote. Paul Pogba fik sendt en fin bold i dybden til Rashford, der sendte sendte kampens første afslutning på træværket. 

Det blev indledningen til en meget lovende start fra Uniteds side, som dog blev forstyrret af et dømt straffespark til Barcelona efter 10 minutter. Dommer Felix Brüch omgjorde dog sin beslutning, efter han havde set situationen igen. 

Ulykken skulle dog alligevel indfinde sig. For efter 16 minutter fumlede anfører Ashley Young med bolden tæt på eget felt. Det kom han ikke specielt godt fra, og bolden endte hos Messi af alle, som snød Fred med en kanal og sendte bolden i det lange hjørne til 1-0. 

Kun de allerfærreste havde regnet med, at United ville være i stand til at holde Barcelona fra mål på Camp Nou, så scoringen gjorde ingen forskel for gameplanen. Desværre skulle Youngs fejl vise sig ikke at blive kampens eneste. 

Den altid så sikre sidsteskanse David de Gea blev således skurken, da han kort efter 1-0-målet lod et ganske ufarligt skud fra Messi gå under sig. Nede med 2-0 var der i sandhed et bjerg, der skulle bestiges.

De to scoringer rystede helt tydeligt Solskjærs mandskab, der slet ikke fik Barcelona-spillerne ud og løbe som i kampens indledning.

Anden halvleg startede med en smule fornyet energi fra gæsterne, og spillet bølgede frem og tilbage i begyndelsen. Efter en time blev kampen dog punkteret, da Coutinho definitivt afgjorde kvartfinalen med et flot langskudsmål til 3-0 uden chance for David de Gea. 

Målet betød, at Uniteds fokus ændrede sig til damage control, og en anonym Anthony Martial blev afløst af den lidt mere defensive Diogo Dalot kort efter.

Og mens englænderne ville undgå en ydmygelse, virkede spanierne tilfredse med situationen, og meget mere af nævneværdig karakter skete der sådan set ikke.

Kvartfinalen blev således endestationen for Manchester United Champions League-eventyr. Til gengæld kan fokus nu alene lægges på top fire-kampen i Premier League, som lægger ud med en udekamp mod Everton påskedag.

Forrige artikel

Startopstilling mod FC Barcelona: McTominay vender tilbage

Næste artikel

Karakterer: Young og de Gea ringest i en holdpræstation under middel

ANNONCE