Pereira vil have flere kampe

Han er på bænken næsten hver gang, og nu håber Andreas Pereira, at han kan tilkæmpe sig noget spilletid for Manchester United.

Andreas Pereira har allerede fået tre kampe i denne sæson, men den unge brasilianer håber på at få flere. Han er således mere eller mindre fast mand i kamptruppen og ser derfor de fleste kampe fra bænken. Det ville dog være rart at være med til at præge dem.

Det fortæller han til Manchester Uniteds officielle tv-kanal, hvor han også giver udtryk for, at han gør, hvad han kan for at gøre opmærksom på sig selv.

– Jeg synes, jeg gør fine fremskridt, og jeg arbejder som sædvanligt hårdt hver dag. Jeg forsøger at gøre mit bedste og imponere manageren og blive ved med at gøre, hvad jeg gør. Forhåbentlig kan jeg blive involveret i nogle flere kampe, siger 19-årige Pereira til MUTV.

Næste chance for spilletid er lørdagens kamp mod West Bromwich Albion. Her vil Pereira og resten af United-mandskabet stå overfor en række tidligere holdkammerater. Både Darren Fletcher, Jonny Evans og Anders Lindegaard spiller således i klubben, og Pereira glæder sig til at møde dem.

– Jeg synes, det er et rigtig godt hold, og jeg tror, det bliver svært, fordi der er nogle spillere, som er fra United, så de ved, hvordan vi spiller. Det bliver en mærkelig følelse at spille mod Fletch og Jonny og ikke med dem, men det bliver rart at se dem.

Der er desuden mulighed for revanche for United, der har tabt de to seneste opgør mod WBA på Old Trafford, hvor lørdagens kamp også spilles.

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Schneiderlin fortsat tvivlsom

Næste artikel

Frisparkskonge: Svært at afvise United

ANNONCE