Overblik: Berbatovs transfer-saga

Er du også forvirret? Vi giver dig det fulde overblik over Dimitar Berbatovs transfersag her.

Skal han til Fiorentina? Skal han til Juventus? Eller skal han til Fulham? Det kan være svært at finde hovede og hale i den 31-årige bulgarers transfersag. OldTrafford.dk giver dig her det komplette overblik, og vi starter i maj, hvor angriberen officielt melder ud, at han gerne vil væk fra Manchester United.

D. 20. maj 2012: Berbatov melder officielt ud, at han vil væk.
“Jeg er ikke en spiller, der sidder på bænken, så min tid i United er forbi. Mit mål i livet var at nå helt til tops, og det skete i Manchester United”, sagde Berbatov til den bulgarske tv-station, BG TV.
 

D. 25. maj 2012: Paris Saint Germain lokker Berba
Galatasaray, Bayern Leverkusen, Borussia Dortmund og Paris St. Germain meldes interesserede i bulgaren. Hans agent, Emil Danchev, kommenterer på sidstnævnte: “Der er meget snak om Berbatov for tiden. Men sandheden er den, at det projekt som PSG har lagt for dagen, interesserer ham, da han gerne vil spille Champions League næste sæson”, sagde Emil Danchev til den franske radiostation RMC.
 

D. 29. maj 2012: Leverkusen aviser Berbatov pga. for høje lønkrav.
De tyske mestrer bliver den første af en række klubber, som lader sig skræmme væk af Dimitars høje lønkrav. “Berbatov ville kun være interessant, hvis han ikke havde den pris, udtalte Wolfgang Holzhauser, adm. direktør i Leverkusen, ifølge Goal.com.
 

D. 3. juli 2012: Berbatov stadig i United: Fergie afskriver ham ikke.
“Intet er sket med Dimitar, og han vil være med på touren til Sydafrika og Kina. Han er en fantastisk fodboldsspiller”, lød det fra Ferguson i et interview med MUTV.
 

D. 16. juli 2012: Berbatov offentliggører sit prisskilt: 5 mio. pund.
“Sandheden er, at jeg elsker United, men det er ikke til glæde for nogen parter, hvis ikke jeg får spilletid. Fordi jeg er træt af spekulationerne, lægger jeg kortene på bordet. Medierne skriver, jeg koster 10 mio. pund, men jeg har af Alex Ferguson fået at vide, at jeg koster det halve”, skrev Berbatov på sin officielle facbook-side.
 

D. 17. juli 2012: Flere italienske klubber meldes interesseret.
Ifølge hans agent, Emil Dantchev, er flere klubber i Italien ude efter Berbatov. “Han kan forlade United hvornår det skal være. Den mest sandsynlige destination er Italien. Han har altid holdt af italiensk fodbold”, sagde Dantchev i følge Skysport. Milan, Juventus, Fiorentina og Inter nævnes blandt andet.
 

D. 18. juli 2012: Fergie holder døren åben for Berbatov.
“Han vil selvfølgelig gerne væk. Jeg er ret rolig omkring det. Hvis han bliver, så vil jeg være glad. Hvis nogen kommer med et bud og Dimitar vil afsted, så må vi se på det”, udtaler Ferguson til MUTV.
 

D. 22. juli 2012: Berbatov meldes på vej til Tyrkiet.
Galatasaray bekræfter, at de er interesseret i den 31-årige angriber. “Vi vil have en verdensklasseangriber. Det samme vil vores præsident. Berbatov er en af mulighederne”, sagdeRefik Arkan, vicepræsident i Galatasaray, ifølge Sportsvibe.
 

D. 17. august 2012: Fergie: Interessen for Berbatov er ikke stor nok
I forbindelse med købet af Robin van Persie udtaler Ferguson sig omkring bulgarens fremtid i klubben. “Der er intet nyt om Berbatov. Der er et par stykker, som er interesseret. Men ingen af dem har givet os anledning til at sælge,” sagde Ferguson på et pressemøde.
 

D. 21. august 2012: Berbatov rygtes til italienske Fiorentina.
Daily Mail rapporterer at Serie A-klubben Fiorentina kan blive angriberens nødudgang.
 

D. 28. august 2012: Rygte: Rooneys skade kan bremse Berba-skifte
Wayne Rooney bliver skadet i kampen mod Fulham, og nogle medier begynder at spekulere i, at Ferguson ikke vil sælge, før han kender skadens omfang, og at det i værste fald kan ende med at forpurre Berbatovs skifte væk fra klubben.
 

D. 28. august 2012: Berbatovs agent: Fremtiden snart på plads.
“Jeg ved ikke, hvad aviserne skriver, men jeg forsøger aldrig at puste liv i rygter. Det eneste, jeg vil sige nu, er, at hans (Berbatovs, red.) fremtid vil blive besluttet inden for de næste par dage”, udtalte Emil Danchev ifølge Fotball-Italia.net.
 

D. 29. august 2012:Berbatov enig med Fiorentina?
Stortset alle medier rapporterer at Berbatov er blevet enig med Firenze-klubben, og at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver officielt bekræftet.
 

D. 29. august 2012: Berbatov på Facebook: Stol ikke på aviserne.
Forvirringen er total. Dimitar Berbatov tager bladet fra munden med en kortfattet, men utvetydig melding på sin facebook-profil: “Lad være med at læse aviser… Kun løgne og spekulationer i øjeblikket,” skrevDimitar Berbatov.
 

D. 29. august 2012: Berbatov meldes på vej til Juventus.
“Den gamle dame” er pludselig favorit til at sikre sig Berbatovs signatur lige for næsen af Fiorentina. Det erfarer Sky Sports Italia. Andre medier spekulerer i, at Juventus har stoppet bulgaren på vejen til Firenze.
 

D. 29. august 2012: Angriberen skal IKKE til Fiorentina.
Dimitar Berbatov har angiveligt efterladt Fiorentina med en lang næse, hvilket får den norditalienske klub til at rase. “Han (Berbatov, red.) fortjener hverken vores by eller trøje”, lød det på klubbens officielle hjemmeside. Nogle medier hævder, at bulgaren har været på vej til Firenze med flybilletter betalt af klubben, men at Berbatov aldrig dukkede op. Der spekuleres i, at det er fordi han skal til Juventus.
 

D. 30. august 2012: Berbatov afviser Juventus, og meldes på vej til Fulham.
Dimitar Berbatov ser ud til at ende i Fulham. Ifølge Juventus har bulgareren også afvist dem, fordi han vil blive i England. “Berbatov har truffet en beslutning om, at han vil blive i England af familiære årsager. Det er en stor beslutning han har taget omkring, hvor han vil leve sit liv, så det her har absolut intet med penge at gøre,” siger Juves sportsdirektør Beppe Marotta til Sky Italia.

D. 30. august 2012: Berbatov til lægetjek i Fulham.
Ifølge Sky Sports er Dimitar Berbatov meget tæt på et skifte til London-klubben Fulham FC.

D. 30. august 2012: Martin Jol bekræfter, at Berba er til lægetjek i Fulham
“Berbatov er ved at færdiggøre sit lægetjek, og hvis alt går godt, så bliver han en af vores spillere. Der var en masse klubber interesserede i ham, men vi var i stand til at få fat i ham”, udtalte Jol til Fulham FC’s officielle hjemmeside. Det ligner en “done deal”.

D. 30. august 2012: Berbatovs agent: Han er Fulham-spiller.
Dimitar Berbatovs agent, Emi Danchev, udtaler, at bulgaren har bestået lægetjekket i Fulham. ”Dimitar Berbatov har bestået det obligatoriske lægetjek og skrevet kontakt med Fulham,” har agenten ifølge det bulgarske medie Blitz News Agency udtalt.

D. 31. august 2012: Fergusons sår tvivl om Berbatovs Fulham-skifte.
Manchester Uniteds skotske manager ved ikke, om angriberen er på vej til Fulham. “Jeg tror ikke det er helt afgjort i Fulham. Lad os sige det sådan,” udtalte Fergie på et pressemøde, og hentydede samtidig at Berbatov måske var på vej til Tottenham. Forvirringen er total.

Hold øje med oldtrafford.dk, hvor vi vil følge den videre udvikling i sagen tæt!

Forrige artikel

Video: Geniale redninger fra Lindegaard

Næste artikel

Berbatov til lægetjek i Fulham

ANNONCE