OT.dk talentspejder: Harry Maguire

Læsetid
6 minutes
Læst indtil videre

OT.dk talentspejder: Harry Maguire

20 juli, 2019 - 21:07
Verdens dyreste forsvarsspiller. Med et prisskilt på over 80 mio pund, er det en titel, som meget vel kan tilfalde 26-årige Harry Maguire, hvis Manchester United køber ham fri fra Leicester denne sommer. Men er han svaret på Uniteds forsvarsproblemer og er prisen berettiget. Vi sætter Maguire under lup i Oldtrafford.dks scouting serie.

Der går sjældent et transfervindue uden at Manchester United som minimum er involveret i én stor transfersaga og denne sommers transfervindue er naturligvis heller ingen undtagelse. Særligt én spillers navn er blevet sat flittigt i forbindelse med Manchester United. Flirten mellem Maguire og United har nærmest fået fast daglig spalteplads i de engelske aviser denne sommer og den 26-årige englænder ligner det bedste bud på Uniteds næste store signing. 

Maguire var også på José Mourinhos ønskeseddel sidste sommer oven på en imponerende VM-slutrunde, men Leicester var dengang afvisende over for et salg og Maguire valgte i sidste ende at forlænge sin kontrakt med The Foxes.

Denne sommer er jagten dog genoptaget fra Uniteds side og et skifte ser ud til at rykke tættere på. Transferen har også her på sitet været meldt tæt på bekræftet og Maguire har selv pustet til ilden ved først at ønske sig væk fra Leicester og siden hen at udtale, at det ville være en ære for ham at skifte til Manchester United. 

Rygtet har fået blandede reaktioner fra Manchester Uniteds fans - hvor nogle på den ene side siger, at det er alt for mange penge for en spiller, som ikke er 'top of the line' og andre på den anden side siger, at pengene ikke er et problem, så længe de bare bliver investeret i holdet, og at Maguire vil forstærke holdet gevaldigt med sine kvaliteter.  

Med et muligt skifte lige på trapperne, har vi i denne uges talentspejderrapport derfor valgt at zoome ind på den engleske landsholdsspiller med tilnavnet 'Slabhead', og se nærmere på, hvad man får for de svimlende 80 mio pund. 

Et godt hoved 

Harry 'Slabhead' Maguire har et godt hoved i mere end én forstand. Holdkammeraten i Leicester, Jamie Vardy har givet Maguire det noget uflatterende tilnavn, 'Slabhead' og han lagde heller ingen fingre imellem, da han forud for Englands kamp mod Panama sidste sommer skulle lege journalist og interviewe Maguire. Her indledte han med spørgsmålet:

- Hvor stor er diameteren på dit hoved? 

Størrelsen på Maguires hoved er blevet hans nok mest kendte karakteristikum. Han har et enormt stort hoved, men han forstår også at bruge det godt. Hovedspillet er en af de største styker for den 194 cm høje brite. Han er et fyrtårn rent defensivt, hvor han sjældent taber en hovedstødsduel og under sidste sommers VM-sutrunde, tog han hele England med storm, da han pandede bolden ind mod Sverige og dermed sendte sin nation videre til semifinalen.  

United har i forvejen midtstoppere, som er stærke i luftspillet. Smalling og Jones er ligeledes ganske fortræffelige, når det gælder om at heade bolden væk fra eget felt. Men når jeg fremhæver Maguires hoved som en styrke, er det da heller ikke kun målt på hans evne til at pande til en bold.

Maguire er nemlig også en klog fodboldspiller.

Allerede fra en ung alder stod det klart, at Maguire havde hovedet godt skruet på. Landsholdsspillerens tidligere klasselærer i - hvad der svarer til gymnasiet - Sue Cain, husker således Maguire som en dygtig elev. I en artikel med the Mirror, beskriver hun selv sin tidligere elev således: 

- Han havde hovedet skruet godt på, selv i den alder. Han gjorde alt, hvad han blev bedt om, og han spurgte aldrig hvorfor. Han kom aldrig i problemer, og han havde sådan en god attitude. 

- Han fik topkarakterer i sine GCSE's (afgangseksamener, red.) Jeg tror, han kunne have fortsat med at studere forretning eller matematik og ville garanteret være blevet revisor. Han var ganske akademisk bevendt. 

Beretningen om Maguire vidner om en intelligent fyr, som altid har været hårdtarbejdende, disciplineret og autoritetstro - kvaliteter som ville være perfekte for Solskjær at tilføje til en trup, hvor det sommetider har haltet med indstillingen og koncentrationen blandt spillerne.

Maguires tidligere lærer beskriver ham desuden som en ydmyg fyr, og hvis der er noget, som ser ud til at kendtegne den store forsvarsspiller, så er det da også den ydmyge og taknemmelige attitude, som han lægger for dagen.

 

Skridt for skridt har den store mand fra Yorkshire rykket sig tættere og tættere på verdenseliten. I Sheffield United blev han tre år i træk kåret som årets spiller, herefter rykkede han et skridt op til Hull, endnu et skridt op til Leicester og nu står han så foran det helt store skifte, som måske kan gøre ham til verdens dyreste forsvarsspiller nogensinde.

Maguire er et eksempel på, at indstilling kan bære dig langt. Hårdt arbejde, koncentration og en ydmyg tilgang er de samme dyder, som Ole Gunnar selv er rundet af, og han ville formentlig derfor passe godt ind under nordmandens ledelse. United har brug for kloge, fokuserede spillere med den rette mentalitet og her kan Maguire være en vigtig karakter at få tilføjet til truppen.

En komplet forsvarsspiller

Maguire er ikke kun et stort skrummel, som er god på hovedet. Han er faktisk også, trods sin noget kejtede facon, fremragende til at føre bolden frem. Han er sikker på bolden, overraskende god til at drible og den tidligere United-legende, Gary Neville har således også beskrevet ham som en moderne forsvarsspiller med stærke offensive kvaliteteter, hvilket 2 mål og 4 assists i forrige sæson da også bevidner.

Han har en fortid som midtbanespiller, som han selv har udtalt er årsagen til, at han føler sig så godt tilpas med bolden på fødderne. Han er kendt fra Leicester for sine lange raids op ad banen, hvor han kan drive bolden langt op på modstanderens banehalvdel og 3 gange kom han selv på tavlen i Premier League sidste sæson. 

Maguire kan både spille i et 2-mandsforsvar og et 3-mandsforsvar og det vil pludselige give United langt flere muligheder i næste sæson, hvis man ikke kun er afhængige af altid at skulle overlade det til Lindelöf, når bolden skal føres frem i banen. 

Foruden evnen til at føre bolden frem, er Magurie en fremragende tackler med en god evne til at læse spillet. Han bliver sjældent fanget ude af position og han laver sjældent graverende dejl. Alt i alt er han en helt igennem træfsikker midterforsvarer, som samtidig har selvtilliden og evnerne til at have bolden. 

En sympatisk lederfigur med engelsk pas

De ovennævnte kvaliteter er selvfølgelig store medvirkende årsager til den svimlende høje pris på mere end 80 mio. pund, som har fået mange til at spære øjnene op.

Leicester har udtalt, at de kun vil acceptere en 'world record fee', hvilket betyder mere end de 80 mio. pund, som var den pris, Liverpool betalte for Virgil van Dijk. Og med tanke på van Dijks vanvittige niveau, forstår man godt, hvis den pris for Leicesters 26-årige 'Slabhead' har fået mange til at ryste på hovedet. Fordi nok er Maguire en dygtig, moderne og på mange måder komplet midterforsvarer, men han er, med al respekt, ikke i samme kaliber som van Dijk. 

Så hvorfor giver det så stadig mening for United at betale så mange penge for Maguire? 

Det gør det af en række årsager. 

For det første så er han engelsk. Det faktum, skruer bare automatisk prisen i vejret. Sådan er det i disse tider, hvor en engelsk klassespiller er lige så eftertragtet som diamanter. Det passer også perfekt ind i Uniteds nye strategi, som ser ud til at være lagt an på i højere grad at bygge holdet op omkring britiske spillere. Man har allerede hentet engelske Wan-Bissaka og walisiske Daniel James, ligesom man for nyligt har forlænget med en række britiske spillere. Hvis man vil samle en britisk kerne på holdet, vil det være oplagt at hente Maguire, som ikke alene er engelsk - han er også enormt vellidt i England. 

Maguire er sympatisk, han har begge ben på jorden, virker sjov,  og vil i det hele taget være en god figur at få ind i et omklædningsrum. 

Den sidste årsag, som nok er den, der lægger flest procenter til prisen, er hans lederevner. Det er utroligt svært at gå ud og hente ledertyper og guderne skal vide, at United skriger efter ledertyper. Maguire vil gå ind og tage ansvar og med sit gode eksempel, være med til at sætte højere standarder i klubben, når det kommer til arbejdsmoral, ydmyghed, vilje og engagement.  

Berettiger alt dette så til en 'world record fee'? Det er svært at sige, og der er jo også noget med, at vi jo allerede råder over et ret stort forsvarstalent i forvejen, i form af Tuanzebe, som i så fald bare vil blive skubbet endnu længere tilbage i køen. Men hvis man ser på sidste sæson, så var det tydeligt, at vi savnede en kvalitetsspiller til midterforsvaret - og her er Maguire ikke noget dårligt bud på at udfylde den rolle. 

Ja det er mange penge, men det kan måske vise sig at blive endnu dyrere, hvis man ikke køber nogen, eller hvis man køber den forkerte. Spørgsmålet er så om Maguire er den rigtige.  

Fakta om Harry Maguire:

Position: Midterforsvar
Nationalitet: England
Alder: 26
Kampe for nuværende klub: 76
Mål for nuværende klub: 5
Assist for nuværende klub: 4
Tidligere klubber: Sheffield United, Hull City, Wigan (lån), Leicester 
Spillersammenligning: Lucio, Kompany
Styrker: Koncentration, tacklinger, interceptions, hovedspil, pasningsspil, måltrussel på dødbolde, føre bolden frem
Svagheder: Acceleration 
Forventet indkøbspris: 80-90 mio pund
Sagt om ham; Gary Neville, tidligere United-spiller:
- Hvis du tænker på en midterforsvarers kvaliteter, så har han dem i overflod. Leicester-fans vil ikke takke mig for det her, men de kommer til at komme under et seriøst pres i forhold til at beholde ham denne sommer. Vi taler om John Stones som værende god på bolden, jeg ser faktisk Maguire som værende lige så god som ham på bolden. Et stort udsagn, måske, eftersom Stones bliver set som den beherskede, boldspillende midterforsvarer, men jeg synes Maguire er nøjagtig lige så god på bolden. 

Andre talentspejderrapporter

Bruno Fernandes
Daniel James
Matthijs de Ligt
João Félix
Aaron Wan-Bissaka
Youri Tielemans
Issa Diop
John McGinn

Sean Longstaff

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Bliv en del af OldTrafford.dk - Vi søger lige nu flere hænder på sitet

Klik her og læser om at blive en del af det frivillige crew bag hjemmesiden.