Optakt: West Ham - Manchester United

Læsetid
3 minutes
Læst indtil videre

Optakt: West Ham - Manchester United

02 januar, 2017 - 05:59
Manchester United skal forsøge at hente tre point mod West Ham.

United - West Ham ©Getty

 

 

Året blev afsluttet på den bedst mulige måde for Manchester United. Ikke nok med at United hentede en yderst vigtig 2-1 sejr i de døende minutter mod Middlesbrough, men det var altså også femte sejr på stribe i Premier League. Forventningens glæde og optimismen spirer nu igen inden hver eneste kamp, og det er noget, man lidt har manglet de seneste år.

Selvom Manchester United igen har genfundet rytmen, så må man også sige, at de andre tophold har fulgt trop. Det er ikke blevet til mange pointtab blandt de fem øverste i de senere uger, og derfor er United fortsat placeret på en sjetteplads med tre point op til femtepladsen. I den kommende spillerunde skal Tottenham og Chelsea dog op mod hinanden, og derfor vil der være nogle ”gratis” point at indhente på den kamp.

Nu skal kampene dog spilles og pointene tages, før vi kan hente yderligere ind op vores modstandere, og den kommende modstander kommer bestemt ikke til at give noget væk gratis.

West Ham har hængt noget i bremsen i denne sæson, og de har langt fra kunne følge op på seneste sæsons succes, hvor de sluttede på syvendepladsen, fire point fra Manchester United. Efter fem nederlag i de første seks kampe i denne sæson, har det været op ad bakke lige siden, og selvom holdet har genvundet lidt af fordums styrke, er de fortsat placeret på en 12. plads.

Selvom holdet er placeret i den tungere ende af Premier League i denne sæson, så er det et hold, man aldrig må undervurdere. Spillere som Payet, Noble, Antonio og Ogbonna mister ikke bare klassen over natten, og derfor er de fortsat i stand til at gøre ondt på alle modstandere, når de rammer dagen.

Hvis vi ser på West Hams seneste fem kampe, så er det blevet til tre sejre, en uafgjort og et nederlag. Det uafgjorte resultat blev hentet på Anfield, mens de blev slået af mestrene fra Leicester med 1-0.

I sidste sæson var det en blandet fornøjelse mod West Ham. Manchester United og West Ham spillede i foråret tre kampe inden for blot tre uger. Det blev til samlet sejr i kvartfinalen i FA Cuppen, mens det blev til nederlag i den sidste kamp nogensinde på legendariske Boleyn Ground (Upton Park). Her vandt West Ham 3-2 på to sene scoringer af Antonio og Reid.

I denne sæson er holdene allerede mødtes to gange. Først blev det til uafgjort i Premier League, hvorefter Manchester United sendte West Ham ud af Liga Cuppen med 4-1 på Old Trafford. I den kamp scorede både Martial og Ibrahimovic to mål hver.

For at opsummere, så venter der en svær opgave på årets anden dag. Stillingen kan vi ikke bruge til meget i dette tilfælde, da man aldrig kan vide, i hvilken forfatning Slaven Bilic’ tropper møder op. Jeg er dog samtidigt sikker på, at Manchester United har midlerne til at udbygge stimen til seks sejre i træk. Hvis spillet fra de seneste fem kampe fortsættes, så skal West Ham i hvert fald have fundet noget helt særligt frem til netop dette opgør.

Dato og tid:

Kampen spilles mandag d. 2/1 klokken 18.15 på Olympic Stadium.

Skader og karantæner:

United ser ud til at måtte undvære Wayne Rooney igen. Derudover er det fortsat usikkert, om Carrick og Shaw igen er klar. Bailly er draget mod Africas Nations Cup og vil ikke være tilgængelig i de kommende otte kampe.

West Ham er hårdt ramt for tiden. De må se bort fra Sakho, Masuaku, Arbeloa og Tore, mens der også er tvivl om anfører Mark Noble.

Kampens Dommer:

Det er Mike Dean, som passer fløjten i mandagens opgør.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Valencia – Jones – Rojo - Blind

 Herrera – Carrick - Pogba

 Mkhitaryan – Ibrahimovic - Martial

West Ham:

Randolph

Nordtveit – Ried – Ogbonna – Cresswell

Noble - Kouyate

Antonio – Ayew – Payet

Carroll

Hold øje med:

Michail Antonio har været West Hams bedste spiller i denne sæson og har taget en smule over fra Payet, som ikke rigtigt har fundet melodien endnu. Antonio er en stærk spiller med fantastisk hovedspil. Han er netop nu noteret for otte scoringer i Premier League og kan blive lidt af en mundfuld for midterforsvaret.

Sagt om kampen:

”Det er en kamp, som vi har set meget frem til, og vi vil gå efter sejren. Vi ved, det bliver en svær opgave, for de har nogle af de bedste spillere i verden. Vi kommer til at arbejde hårdt for at få en sejr”. – Slaven Bilic

Skribentens bud på resultatet:

Jeg har allerede afsløret, at optimismen igen blomstrer, og derfor er jeg da heller ikke i tvivl om, at Manchester United starter 2017, som de sluttede 2016. Det bliver en svær opgave, da West Ham har det med at præstere bedre mod de store hold, men Uniteds klasse burde alligevel skinne klart igennem over 90 minutter. Jeg tror, Manchester United vinder 3-1.

Vidste du, at:

  • Manchester United har vundet de seneste seks kampe. Fem i Premier League og én i Europa League.
  • Zlatan Ibrahimovic sluttede året med 50 mål. Et mål færre end Lionel Messi.
  • West Hams tidligere stadion, Boleyn Ground (Upton Park), skal laves om til lejligheder og et shoppingcenter.
  • Ashley Fletcher nu er i West Ham. Det er dog kun blevet til ét mål for den unge spiller, og det faldt mod Manchester United i Liga Cuppen.

TV:

Kampen bliver vist på TV3 Sport 2 og Viaplay.

Hvem spiller rivalerne mod:

  • Manchester City – Burnley
  • Sunderland – Liverpool
  • Bournemouth – Arsenal
  • Tottenham - Chelsea

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Vis hvem du holder med