Optakt: United vs Middlesbrough

Vi ser her frem til morgendagens kamp mod Middlesbrough i 4.runde i Capital One Cuppen.

I morgen skal United atter i aktion, denne gang i den lille pokalturnering. Dog har vi de seneste år set en ændring i holdningen til Liga Cuppen, hvor flere og flere af de større klubber, er begyndt at bruge stærkeste opstilling, fremfor udelukkende at bruge reserver og unge talenter.

Sidste år røg United hurtigt ud, men Louis van Gaal stillede med et stærkt mandskab i første kamp i turneringen, da Ipswich hjemme på Old Trafford blev besejret med 3-0. I morgen gæster så endnu et mandskab fra the Championship.

Midllesbrough har hidtil i turneringen slået Oldham, Burton og Wolves ud, og slog senest også Wolverhampton med 1-3 i the Championship. Sidste sæson glippede oprykningen lige akkurat, og målet er klart at komme tilbage i Premier League i denne sæson.

Boro har tidligere vist stor klasse i netop den lille pokalturnering, hvor Steve McClaren og co strøg helt til tops i 2003/04-sæsonen. Og i 2006 nåede man sågar finalen i UEFA Cuppen, hvor spanske Sevilla dog var en for stor mundfuld.

Og der skal nok blive solid opbakning til holdet fra det nordlige England i morgen på Old Trafford. Klubben solgte hurtigt samtlige billetter til opgøret, og efter aftale med United fik man flere billetter til medrejsende fans, så der ventes mindst 8.000 Boro-fans i morgen på Old Trafford.

Dato, tid og sted
Kampen spilles onsdag den 28.oktober 2015 på Old Trafford, med kampstart klokken 21.00 dansk tid.

Dommer
Lee Mason er manden med fløjte og kort i morgen på Old Trafford. Sidst han dømte United var i december, da det blev til 1-1 ude mod Aston Villa.

Skader og karantæner
Antonio Valencia, Luke Shaw og Paddy McNair er ude for United, mens James Wilson formentlig er tilbage i truppen efter sygdom. Der er tvivl om Ashley Young.

Middlesbroughs Adam Forshaw og Albert Adomah er tvivlsomme.

Mulige startopstilling

Sergio Romero
Matteo Darmian – Phil Jones – Daley Blind – Marcos Rojo
Michael Carrick – Morgan Schneiderlin
Memphis – Marouane Fellaini – Andreas Pereira
James Wilson

Hold øje med
Kike er farlig foran mål, mens også Stewart Downing kan levere gode indlæg fra kanten hos Middlesbrough.

United ventes at give spilletid til unge Andreas Pereira, der håber på endnu en god præstation, efter hans fine præstation mod Ipswich.

Sagt om kampen
– I sidste runde spillede de sågar med David de Gea, så jeg forventer de stiller i næsten stærkeste opstilling, siger Middlesbroughs manager Aitor Karanka.

– Jeg håber, jeg kan vise mig frem og imponere min manager og alle på stadion, siger Andreas Pereira.

– De har spillere, der kan ændre en kamp på få sekunder, de har en fantastisk trup, siger Aitor Karanka.

– Jeg har flere spillere “i den røde zone”. Det er svært at sige, jeg må vurdere det i morgen, og så sætte holdet efter det, lyder det fra Louis van Gaal.

– Jeg har aldrig vundet turneringen, jeg håber det bliver i år, siger Juan Mata.

Skribentens bud på kampen
United stiller formentlig op i en stærk udgave, og bør samtidig give spilletid til et par reservespillere og unge talenter. Uanset hvad skal United være en klasse bedre end Middlesbrough, og vinder med 3-1.

Vidste du at…
– Boro vandt i 2004 på Old Trafford med spillere som Zenden, Mendieta og Juninho på holdet.

– Tilbage i januar vandt Middlesbrough en cup-kamp i Manchester. Dengang blev det til en sejr på 0-2 på Etihad mod Manchester City i FA Cuppen.

– Boro tabte til Norwich i sidste sæsons play-off finale på Wembley.

TV
Kampen sendes på kanal 9.

Hvem spiller rivalerne mod
Tirsdag spiller Arsenal ude mod Sheffield Wednesday, mens Chelsea gæster Stoke. I morgen spiller City hjemme mod Crystal Palace.

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Jones: Er bare glad for at være tilbage

Næste artikel

Startopstillingen mod Middlesbrough

ANNONCE