Optakt: United som underdog i storkamp på Anfield

United går ind til kampen mod Liverpool som store underdogs, men formen kan betyde mindre, når rivaliseringen tager over. Her er alt, du skal vide om søndagens kamp på Anfield.

Et af sæsonens største opgør står for døren, når United søndag gæster Anfield og Liverpool. Det er en kamp, som de fleste United-tilhængere lynhurtigt spotter, når kampprogrammet udkommer op til hver sæson, og det er en af dem, man bare rigtig gerne vil vinde.

Det er dog sjældent, at formen har været så markant forskellig på de to hold, og det er endnu mere sjældent, at United på forhånd har været så stor en underhund, som det er tilfældet i 17. runde af 18/19-udgaven af Premier League.

For mens Liverpool er ligaens duks, endnu ikke har prøvet at gå fra banen som tabere i ligaregi, scorer masser af mål og stort set undlader at lukke nogen ind i den anden ende, kører Mourinhos tropper med en lidt anderledes stil i øjeblikket.

Med 4-1-sejren over Fulham i sidste weekend lignede det ellers en god optakt. United scorede fire mål i én kamp for første gang siden 26. januar, hvor Yeovil blev slået ud af FA Cup med 4-0. Det var i øvrigt Alexis Sanchez’ debutkamp. 

Hvis vi kun ser på Premier League, skal vi helt tilbage til 28. november sidste år, hvor Watford blev besejret med 4-2. Til sammenligning har Liverpool i mellemtiden scoret mindst fire mål i Premier League 10 gange. 

Men den gode følelse, 4-1-sejren havde givet, forsvandt desværre hurtigt igen, da holdet onsdag tog til Valencia og tabte 1-2 i en meget, meget ordinær præstation, hvis vi skal sige det pænt. 

Alt taler således for, at vi får en svær søndag på Anfield, og det er også tydeligt, at det er sådan, man ser det hos bookmakerne som Danske Spil, der kvitterer med hele 6,5 gange pengene retur, hvis United skulle gå hen og vinde.

Men (ja, der er et ’men’) vi ved også alle sammen, at alt det her betyder mindre, når kampen er Liverpool-United. I Premier League har de røde djævle ikke tabt til scouserne siden 2014. I stedet er det blevet til fem sejre og tre uafgjorte. Og der har sandt for dyden været langt mellem de toppende formkurver hos Manchester United i den periode.

Opgør som disse handler altså om meget andet end den form, holdende tilsyneladende er i. Vigtigheden i at have spillere af egen avl bliver tydelig i de her situationer, fordi spillere som Jesse Lingard og Marcus Rashford vil gøre alt for at slå Liverpool.

Derfor også et opråb: Stå bag holdet, når det går ind til kampen. Se den med ligesindede, og vis, at selv om det ikke kører på skinner, så gør det ingen forskel på fanbasen. God kamp!

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet søndag 16. december klokken 17.00 på Anfield Road.

Skader/karantæner:
Det er et decimeret hold, José Mourinho har stået i spidsen for under de seneste dages træning. På pressemødet fredag fortalte han, at de spillere, der ikke var med i Valencia, alle var skadede, bortset fra De Gea og Matic, der begge blev sparet. 

Han fortalte, at nogle af dem skulle testes fredag, men han satte ikke navne på. Victor Lindelöf og Alexis Sanchez er med sikkerhed ude. Diogo Dalot, Matteo Darmian, Anthony Martial, Scott McTominay, Marcos Rojo, Luke Shaw og Chris Smalling er alle tvivlsomme op til kampen.

Hos Liverpool må man se bort fra Joe Gomez og Joel Matip, mens Trent Alexander-Arnold er tvivlsom.

Dommer:
Kampens dommer bliver Martin Atkinson.

Mulige startopstillinger:

Liverpool
Alisson
Clyne – Lovren – van Dijk – Robertson
Wijnaldum – Fabinho – Keita
Salah – Firminho – Mane

Manchester United
De Gea
Valencia – Jones – Bailly – Young
Herrera – Matic
Lingard – Pogba – Mata
Rashford

 

Hold øje med:
Jürgen Klopp har sagt, at hvis Liverpool må undvære Alexander-Arnold, vil Nathan Clyne muligvis komme til at spille. Han har kun spillet en gang i denne sæson, og han kan nemt komme i problemer over for Rashford, (eller hvem der ellers kommer til at spille over for ham) når United kommer igennem på omstillingerne. 

Til gengæld var det som bekendt Alexander-Arnold, som kom til at se fjollet ud, da de to hold sidst mødtes og Rashford scorede begge mål i 2-1-sejren på Old Trafford.

Sagt om kampen:
”Jeg er ikke ekspert i historien bag denne rivalisering, men jeg tror, det er den største rivalisering i engelsk fodbold.” – Fabinho, Liverpool FC

Skribentens bud på kampens udfald:
Jeg skal være den første til at sige, at alt vedrørende den nuværende form på de to hold taler for en klar Liverpool-sejr. Men som nævnt i indledningen, har de her kampe deres eget liv. Det lyder som en floskel, men den er altså god nok. 

Derfor er jeg også optimist og tror på, at vi kan komme fra Anfield med en af de der sejre, hvor vi skal høre på ord som ’held’, ’dommer’ og ’chancer’ efter kampen. Vi vinder 2-1.

Husker du?
Da United vandt 2-1 på Anfield i 2015. Det var den kamp, hvor Steven Gerrard kun fik 38 sekunder på banen, inden Martin Atkinson – der også dømmer søndagens opgør – viste ham det røde kort og pegede mod udgangen.

Det var også den kamp, hvor Juan Mata med to scoringer – den ene på saksespark – fik omdøbt scousernes stadion til Juanfield. Vi ser gerne en kopi af den præstation søndag eftermiddag.

Vidste du, at…

  • Manchester United og Liverpool har mødt hinanden 200 gange. Statistikken siger 80 sejre til United, 65 til Liverpool og 55 uafgjorte.
  • Firmino, Mane og Salah, der udgør Liverpools målfarlige offensiv, har endnu aldrig scoret eller lavet et oplæg i en Premier League-kamp mod United
  • José Mourinho har vundet 50 procent af sine otte kampe på Anfield. Det er den bedste sejrsprocent for en udemanager med fem eller flere kampe der.

TV:
Kampen vises på 6’eren og på Viaplay.

Hvem spiller rivalerne imod:
Lørdag:
13.30 Manchester City-Everton
16.00 Tottenham-Burnley

Søndag:
14.30 Brighton-Chelsea
14.30 Southampton-Arsenal

Forrige artikel

15. december: Det er svært at tro, at det ikke er Scholes

Næste artikel

I fjendens lejr: Liverpool har overtaget

ANNONCE