Optakt: United skal fastholde presset på top fire

Med Arsenals kamp mod Manchester City er der mulighed for at hente point på konkurrenterne om top fire. Men det kræver en sejr på King Power Stadium. Heldigvis har United det traditionelt udmærket netop her.

Efter sejre mod Arsenal og Tottenham var rækken af ubesejrede kampe med Ole Gunnar Solskjær ved roret lige ved at blive brudt i tirsdags hjemme mod Burnley, der i sammenligning ikke syner af meget. 

Sean Dyches mandskab havde succes med at stå enormt kompakt omkring eget felt, hvilket tvang United-spillerne til nærmest udelukkende at forsøge sig med indlæg, som sjældent blev rigtig farlige.

Til sidst gik jo heldigvis ikke så galt, for med to sene scoringer blev katastrofen afværget og det ene point blev sikret. 

Samme kompakte forsvar kommer vi næppe til at se søndag, når Leicester tager imod på King Power Stadium. For mens modstanderne i midtugen har gjort sig til eksperter i den disciplin og blandt andet kun havde lukket to mål ind i de fire forgående kampe, så er historien en anden hos Leicester.

På trods af 1-1 ude mod Liverpool (tak for det!) i onsdags, er holdet ikke specielt godt kørende, og kun en enkelt gang i de seneste fem forsøg i Premier League er det blevet til sejr for Schmeichel og co., der i de samme kampe har lukket otte mål ind.

I den periode er det derudover også blevet til et sviende 1-2-nederlag mod totalt upåagtede Newport i FA Cup. Av. 

United-spillerne vil sandsynligvis gerne vise omverdenen, at Burnley-kampen bare var en svipser, og at der skal mere til at stoppe maskineriet, når det som i øjeblikket kører i fulde omdrejninger.

De rødblusede har generelt et godt tag på Leicester, og selv i modstandernes mesterskabssæson 2015/16, lykkedes det dem ikke at vinde i sæsonens to indbyrdes opgør, der begge endte 1-1. 

Manchester United har således ikke tabt til Leicester siden 2014 i den famøse 5-3-kamp som mange nok vil kunne huske med foragt. 

Før den skal vi helt tilbage til 1998 for at finde en sejr til søndagens modstander i et indbyrdes opgør. 

De to hold har også mødt hinanden en gang tidligere i denne sæson, nemlig i allerførste runde, hvor United i en nogenlunde sikker præstation vandt med 2-1 på Old Trafford. Paul Pogba og Luke Shaw stod for scoringerne, mens Jamie Vardy reducerede i tillægstiden. 

Det var, inden det hele gik op i hat og briller.

Dato, tid og sted:
Kampen spilles søndag den 3. februar klokken 15.05 på King Power Stadium i Leicester.

Skader/karantæner:
Ole Gunnar Solskjær talte om små ”niggles” i truppen, som han var nødt til at tage sig af ved at rotere blandt spillerne. Det drejer sig sandsynligvis om Anthony Martial, som ikke var med mod Burnley på grund af et slag, og om Paul Pogba, som så ud til at have det svært mod slutningen af kampen i tirsdags. Begge to er tilsyneladende på vippen og fredagens træning skulle afsløre, om de kunne komme i spil eller ej. Ander Herrera forventes at være tilbage, efter han fik et hvil senest. Den eneste langtidsskadede spiller i truppen er fortsat Marcos Rojo. 

Den eneste, der ser ud til definitivt at være ude af Leicester-truppen, er den tidligere FCK-spiller Daniel Amartey, der har siddet ude siden oktober. Til gengæld fik klubben på transfervinduets sidste dag tilgang af Youri Tielemans fra Monaco, som kan få debut søndag.

Dommer:
Kampens dommer bliver Mike Dean.

Mulige startopstillinger:

Manchester United
De Gea
Young – Lindelöf – Smalling – Shaw
Herrera – Pogba – Matic
Lingard – Rashford – Sanchez

Leicester
Schmeichel
Ricardo Pereira – Morgan – Maguire – Chilwell
Choudhury – Mendy – Tielemans – Ndidi
Vardy – Albrighton

Hold øje med:
Leicesters nye mand, Youri Tielemans, er interessant. Han kommer fra et ophold i Monaco, hvor det resultatmæssigt er gået helt galt, men personligt har det slet ikke været så slemt for Tielemans. 
Han har været fast mand på midtbanen, hvor det med denne skribents begrænsede viden om fransk fodbold virker som om, at han har været en af de få på et dysfunktionelt hold, der faktisk har præsteret. 
Noget af det, der er imponerende ved den kun 21-årige belgier, er, at han i sin hjemklub Anderlecht allerede har prøvet at vinde to mesterskaber, spillet i Champions League, og han har også været anfører i klubben, inden han for to år siden skiftede til Monaco. På trods af hans unge alder er det altså en spiller med masser af erfaring, som Leicester har fået tilgang af. 

Sagt om kampen:
”Jeg så deres kamp i onsdags, og det er et hold fyldt med energi og fart.” – Ole Gunnar Solskjær

Skribentens bud på kampens udfald:
Jeg er overbevist om, at det bliver en sejr til United. Jeg kan ikke forestille mig, at Burnley-kampen har taget luften ud af ballonen, og derfor vil Solskjærs tropper bare fortsætte på samme måde, som de har gjort hidtil. Det bør være nok til at bryde Leicesters forsvar ned. Jeg tror på en 3-1-sejr til Manchester United.

Husker du?
Ja, der er ikke mange nederlag mod Leicester gennem de seneste år. Men det seneste gjorde til gengæld ondt. United var foran 2-0 efter et kvarter på scoringer af Robin van Persie og Angel di Maria, og kampen skulle således bare cruises hjem. Det gik bare helt galt.

Leicester reducerede kort efter 2-0-scoringen, og selv om Ander Herrera gjorde det til 3-1 i anden halvleg, var det ikke nok til at stoppe det Leicester-tog – anført af en bitter Richie de Laet og en ung Jamie Vardy – der var ved at komme i omdrejninger. 

Pludselig lykkedes alt for Leicester, og efter en udligning på straffespark var det Esteban Cambiasso af alle mennesker, der bragte holdet i front, inden Vardy og Ulloa lukkede kampen mod slutningen. 

Ydmygelsen blev total, da Tyler Blackett fik direkte rødt kort og begik det straffespark, som Ulloa udnyttede til 5-3-scoringen. 

Lad det for alt i verden aldrig gentage sig. 

Vidste du, at…

  • United kan vinde sin femte udekamp i træk i alle turneringer. Det vil være første gang siden oktober 2012, at det sker.
  • Leicester er det Premier League-hold, der har fået flest point efter at have været bagud i denne sæson.
  • Mike Dean har tidligere dømt United tre gange i denne sæson. Det er blevet til to sejre mod Watford og Tottenham samt en uafgjort mod Chelsea.

TV:
Kampen vises på TV3+ og Viaplay. 

Hvem spiller rivalerne imod:
Lørdag:
13.30 Tottenham-Newcastle
16.00 Chelsea-Huddersfield

Søndag:
17.30 Manchester City-Arsenal

Mandag:
21.00 West Ham-Liverpool

 

Forrige artikel

Officielt: Fellaini skifter til kinesisk fodbold

Næste artikel

U23: Halvt U18-hold lider smalt nederlag mod Southampton

ANNONCE