Optakt: United møder oprykkerne fra Aston Villa

Manchester United tager her til aften mod Aston Villa. Klubben fra Birmingham vendte tilbage til Premier League i sommers efter en årrække i den næstbedste engelske række.

Hvad der skulle have været en hektisk uge for United-truppen endte ud med at blive anderledes. Sagen var den, at United, forud for dagens Premier League-opgør mod Aston Villa, skulle på en lang europæisk udebanetur til Kasakhstan. Ole Gunnar Solskjær havde dog valgt at gribe kampen anderledes an, og pakkede flyet med ikke mindre end 10 mulige unge debutanter.

De unge fik en på opleveren, men måtte tage til takke med et 1-2-nederlag til FC Astana. Der er dog ikke noget der hedder ”europæiske tømmermænd” i aftenens kamp, hvor man må formode, at de spillere, som vi får at se på banen, ikke havde en aktie i torsdagens Europa League-opgør.

En hjemmekamp mod Aston Villa. Det er disse kampe, hvor der skal tre point på kontoen, hvis United for alvor vil sætte gang i hjulene, der skal give point nok til at blande sig i toppen af Premier League.

Aston Villa ligger på en aktuel 15. plads. Udadtil er dette ikke imponerende, men faktisk er det først på det seneste, efter en svær start, at klubben er begyndt at hente point hjem.

Der er dog én ting, som stemmer for, at United i dag skal have fuldt udbytte af kampen. Aston Villa er nemlig et hjemmebanehold. Klubben har hentet 11 af sine 14 point på Villa Park, og ”The Villans” kan derfor se frem til en svær aften på Old Trafford.

I denne artikel kan du finde alle de informationer, som du har brug for, til at blive klædt på forud for aftenens opgør.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles den 1. december klokken 17:30 på Old Trafford.

Skader/karantæner:

United er fortsat uden en række spillere. Heriblandt kan nævnes Eric Bailly, Timothy Fosu-Mensah, Paul Pogba og Diogo Dalot. Derudover er også Scott McTominay, Macos Rojo og Nemanja Matic fortsat ude med skader, som de dog forventes at returnere fra snarligt.

Aston Villa må se bort fra Keinan Davis og Jed Steer, ligesom Jota og Björn Engelsk er tvivlsomme til opgøret.

Dommer:

Manden med fløjten bliver Craig Pawson. Den 40-årige dommer har endnu ikke dømt Manchester United i denne sæson. Han var blandt andet manden, som dømte Manchester Citys hjemmebanenederlag til Wolverhampton på 0-2 og Leicesters hjemmebanesejr på 5-0 over Newcastle i denne sæson.

Mulige startopstillinger:

De Gea
Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Williams
Pereira – Fred – Mata
James – Martial – Rashford

Heaton
Guilbert – Konsa – Mings – Targett
McGinn – Luiz – Hourihane
Ghazi – Wesley – Grealish

Hold øje med:

Der er to spillere, som United bør holde et vågent øje med, hvis de vil have succes i dagens kamp.

På den centrale midtbane finder man den alsidige skotte, John McGinn, som har taget Premier League med storm. Indtil videre er det blevet til tre mål i 14 kampe. Dette krydret med en krigerisk indsats i hver eneste kamp, gør McGinn til et livsvigtigt inventar for den oftest undertippede klub fra Birmingham. I EM-kvalifikationen står McGinn tilmed noteret for syv mål i 10 kampe.  

Derudover skal United forsøge at holde styr på Jack Grealish. Den 24-årige anfører udtalte tilbage i oktober, at han med sine præstationer på klubholdet ville forsøge at blive landsholdsaktuel. Og det kan også være et spørgsmål om tid, før telefonen ringer fra Gareth Southgate. Når Grealish spiller godt, gør han, hvad der passer ham, og det er oftest i disse kampe, at Aston Villa ender ud med at tage tre point.

Sagt forud for kampen: 

Aston Villa-manager, Dean Smith, om holdets dårlige statistik mod top seks-holdene: “Vi spiller mod top talenter i denne række, og hvis du stopper med at koncentrere dig, vil du indkassere mål.”

Skribents bud på kampens resultat:

Jeg kan ikke acceptere, hvis United ikke formår at hente tre point i dag. Spillerne er friske, og de spiller på hjemmebane mod en oprykker, der stadig har problemer med at skaffe point på udebane. Til trods for at der stadigvæk er lidt spørgsmålstegn at spore på den centrale midtbane med de mange skader, tror jeg, at United kommer til at dominere det meste af kampen. Vi vinder 3-1, og Marcus Rashford tegner sig for mindst to af scoringerne.

Vidste du, at…

  • Dylan Levitt er blevet udtaget til aftenens kamp? Den unge waliser spillede en flot kamp på den centrale midtbane for United mod FC Astana i torsdagens Europa League-opgør.
  • Marcus Rashford er inde i en god stime? Den 22-årige offensivspiller står i øjeblikket noteret for 10 mål i de seneste 11 kampe for klub og land.
  • United har vundet de seneste seks hjemmebanekampe mod Aston Villa? Her har de scoret 18 mål og kun lukket tre ind.
  • Ingen United-spiller har formået at score et hattrick siden Robin van Persie gjorde det i 2013? Modstanderen her var Aston Villa.  

TV:

Åh nej ikke igen, tænker du nok. Kampen bliver ikke vist på dansk tv, hvorfor du må tage alternative midler i brug, når du skal se kampen.

Hvem møder rivalerne?

Newcastle 2-2 Manchester City

Chelsea 0-1 West Ham

Liverpool 2-1 Brighton

Tottenham 3-2 Bournemouth

Norwich – Arsenal 15:00 (søndag)

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

1. december: Rafaels raketskud mod QPR

Næste artikel

Startoptillingen mod Aston Villa

ANNONCE