Optakt: United jagter syvende sejr i streg

Ole Gunnar Solskjærs drenge skal besejre Brighton, hvis normandens perfekte start skal fortsætte. Kampen spilles lørdag klokken 16 på Old Trafford.

Sidst Manchester United og Brighton spillede mod hinanden, var der stadig en del, som troede på Jose Mourinho som Manchester United-manager. “De røde djævle” havde haft en turbulent sommer med knas på de indre linjer, jovel, men de var også lagt fra land med en sikker hjemmebanesejr over Leicester. Nu ventede der endnu en, på papiret, sikker sejr mod Brighton på udebane. 

Men sådan skulle det bekendt ikke gå. United tabte 3-2 efter en jammerlig indsats, og fulgte op med et 3-0-nederlag på Old Trafford mod Tottenham ugen efter. Sæsonen havde fuld fiaskokurs, og resten af efteråret blev præget af en pessimisme og negativitet, der var så stor, at den helt kunne mærkes på humøret i Danmark. 

Når United i morgen, lørdag, møder Brighton, føles det nærmest som om, at det er i en anden sæson. Ole Gunnar Solskjær tog over i midten af december og har indtil videre givet os seks sejre i streg i julegave. Senest mod Tottenham på White Hart Lane.

Kontrasten til starten kunne næsten ikke være større. Pludselig taler alle om United i top-fire igen, og mange taler om Solskjær som permament manager. Op til kampen har den midlertidige manager, og flere gange tidligere, har den midlertidige United-chef sagt, at han er meget tilfreds med sin trup og ikke har behov for forstærkninger. Retorikken hører til i et helt andet univers, end Jose Mourinhos gjorde. 

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet lørdag den 19. januar 2018, klokken 16:00 på Old Trafford.

Skader/karantæne: 
Eric Bailly er tilbage for United efter sine tre spilledages karantæne. 

Til gengæld er Marouane Fellaini eftersigende skadet, og Marcos Rojo er rejst til Argentina for at pleje sine knæproblemer. 

Alexis Sanchez forventes at komme i spil, om end det nok bliver fra bænken.

Udeholdet Brighton må undvære målmand Mathew Ryan og kantspilleren Alireza Jahanbakhsh, som er til Asian Cup for henholdsvis Australien og Iran. Desuden tyder noget på, at de også skal klare sige uden den colombianske angriber Jose Izquierdo, som har en knæskade. Til gengæld er brasilianeren Bernardo muligvis klar igen efter en mindre forstrækning. 

Dommer: 
Paul Tierney dømmer kampen. 

Mulige startopstillinger: 

Manchester United 
De Gea
Young – Jones – Lindelöf – Shaw
Herrera – Matic 
Pogba
Lingard – Rashford – Martial 

Brighton
Button
Montoya – Duffy – Dunk – Bong 
March – Stephens – Pröpper – Locadia 
Gross
Murray 

Hold øje med: 
Selvom det er svært at forestille sig nogen spiller score mål på David de Gea efter hans formidable indsats mod Spurs, er Brightons frontløber Glen Murray alligevel en mand, der skal holdes øje med. Angriberen har scoret otte ligamål i indeværende sæson, hvilket svarer til næsten en tredjedel af alle holdets scoringer, og sidst de to hold mødtes, kom han også på tavlen. 

Sagt om kampen: 
“Det er åbenlyst for enhver, at det er et andet hold, vi skal møde lørdag, end dem vi spillede mod på hjemmebane i august. Siden Ole har taget over, har resultaterne talt for sig selv, og de har også vundet på en måde, hvor deres kvaliteter og fart virkelig er kommet til udtryk.” – Chris Hughton, Brighton-manager.

Skribentens bud på kampens udfald: 
Jeg tror på endnu en storsejr. 4-0 til hjemmeholdet. 

Vidste du, at….
– Paul Pogba har scoret to mål i hver af Uniteds seneste to hjemmekampe. Hvis han scorer to mål igen mod Brighton, vil han være den første United-spiller, der scorer to mål i tre hjemmekampe i streg siden Cristiano Ronaldo gjorde det tilbage i 2008. 

– United har vundet 12 af deres seneste 20 kampe mod Brighton. Fem er endt uafgjort, og tre er endt i nederlag. 

– Da Manchester United slog Spurs i sidste spillerunde, blev Ole Gunnar Solskjær den United-manager, der har fået den rent resultatmæssigt bedste start som manager i klubbens historie. 

TV: 
Kampen bliver desværre ikke vist på nogle danske kanaler. Ej heller på TV2 Norge. 

Til gengæld viser de kampen på Den Glade Gris i København. 

Hvem spiller rivalerne imod: 
Liverpool – Crystal Palace
Arsenal – Chelsea 
Huddersfield – Manchester City 
Fulham – Tottenham 

 

Forrige artikel

Solskjær forventer ingen aktivitet i transfervinduet

Næste artikel

Sky Sports: Martial tæt på kontraktforlængelse

ANNONCE