Optakt: Skal Benitez være Mourinhos bøddel?

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

Optakt: Skal Benitez være Mourinhos bøddel?

06 oktober, 2018 - 09:57
Jose Mourinho ligner en ’dead man walking’, og spørgsmålet er, om lørdagens hjemmekamp mod Newcastle bliver portugiserens sidste som Manchester United-manager?

Rafa Benitez dirigerer sine spillere ©Getty

Der hviler en tung dyne over Manchester United for tiden. Efter en håbløs start på Premier League-sæsonen er United allerede mellem fem og ni point efter de fem sædvanlige top 5-hold. Derudover er manager Jose Mourinho tilsyneladende ikke på særligt god fod med stjernespilleren Paul Pogba.

Lørdag aften er United pisket til sejr efter fire kampe uden sejr – to i ligaen, én i liga cuppen og én i Champions League. Men dagen før hjemmekampen mod Newcastle, blev kampen sat i et noget særligt lys, da The Mirror kom ud med historien om, at Mourinho var færdig i klubben uanset resultatet mod Newcastle.

I løbet af natten afviste United historien, men det fjerner på ingen måde fornemmelsen af, at Mourinhos dage i United er ved at rinde ud. Derfor bliver det spændende at se, hvordan holdet reagerer på det noget usædvanlige pres mod Newcastle, hvordan Mourinho håndterer pressen før og efter kampen, og hvordan Old Trafford reagerer – om de, som Gary Neville forudsagde fredag, kommer til at blive bakket op af fansene.

Når man skal finde en modstander, som man kan vende en krise mod, er Newcastle til gengæld et rigtig godt bud. Nordøstenglænderne har fået en forfærdelig start, langt værre end Uniteds. Efter syv kampe er Rafael Benitez’ mandskab uden en eneste sejr og ligger tredjesidst med blot to point på kontoen.

Omvendt hentede Mourinhos gamle rival, Benitez, en vigtig sejr mod United, sidste gang de to hold mødtes, hvor det blev til en 1-0-sejr til Newcastle på St. James’ Park. Der er en del historik mellem de to managere, og Benitez vil nok være meget motiveret for at skubbe Mourinho ud over kanten. Desuden har United en tendens til at gøre alle kampe svære for sig selv for tiden.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles lørdag den 6. Oktober klokken 18.30 på Old Trafford.

Dommer:

Anthony Taylor er fløjtepasseren mod Newcastle.

Skader og karantæner:

Ligesom mod Valencia er United uden Marcos Rojo, Ashley Young, Ander Herrera og Jesse Lingard, der alle er ude med skader.

Newcastle skal klare sig uden Solomon Rondon og Florian Lejeune, mens den defensive duo, Paul Dummett og Federico Fernandez, er tvivlsomme. DeAndre Yedling burde være klar igen efter en skade.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Valencia - Smalling – Lindelöf - Shaw

Fellaini - Matic - Pogba

Mata - Lukaku - Sanchez

Newcastle:

Dubravka

Yedlin - Lascelles - Clark – Dummett

Ritchie  - Diamé - Shelvey – Kenedy

Perez

Joselu

Hold øje med:

Det er ikke ligefrem, fordi Newcastles mandskab er proppet med spillere, der burde true United. Benitez’ mandskab har blot scoret fire mål i ligaen indtil videre. Til gengæld spillede keeper Martin Dubravka en fremragende kamp, da de to hold mødtes i sidste sæson. Den tidligere Esbjerg-keeper afværgede masser af gode United-chancer i Newcastles 1-0-sejr, og nu hvor United ikke skaber mange chancer, kan det godt blive svært at få scoret, hvis Dubravka leverer ligesom sidst.

Sagt om kampen:

”Hvis det her er sandt, og José Mourinho i morgen kan gå ind på Old Trafford som 'dead man walking', så vil fansene uden tvivl vende sig mod bestyrelsen. Han får den største støtte, han nogensinde har fået på Old Trafford, når han kommer lørdag, og jeg vil også være der for at give ham den” – Gary Neville

Skribentens bud på kampen:

Newcastle er i forfærdelig form, og jeg vil gætte på, at spillerne kommer til at spille for deres stolthed efter en skidt periode. Derfor tror jeg på en snæver 2-1-sejr til Manchester United, men jeg vil også gætte på, at det ikke betyder noget som helst for managerens fremtid.

Vidste du, at…

  • Manchester United har ikke tabt til Newcastle på Old Trafford siden december 2013, hvor David Moyes stod i spidsen for et United-hold, der blev slået med 1-0
  • Benitez og Mourinho har stået overfor hinanden 18 gange som manager. Benitez har vundet seks, Mourinho otte, mens blot fire er endt uafgjort
  • United og Newcastle har tørnet sammen 17 gange i de sidste ti år, hvor United har vundet ni, fem er endt uafgjort, og Newcastle har vundet tre

TV:

Kampen vises på TV3+ og på Viaplay.

 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her