Optakt: Skadesplaget Milan-mandskab gæster Old Trafford

Der er dømt europæisk gigantmøde, når Manchester United hjemme tager imod AC Milan i den første af to knockout-kampe i Europa League.

Det er to sammenlignelige størrelser i Manchester United og AC Milan, der torsdag tørner mod hinanden i 1/8-delsfinalerne af Europa League. To europæiske giganter, der sammenlagt har vundet storebror-turneringen, Champions League hele syv gange, men begge er i gang med en genopbygningsproces med positivt fortegn.

FFP-overtrædelse til mesterskabsdrømme

AC Milan har under cheftræner Pioli forsat den positive udvikling, der var overskriften på Rossoneris flotte afslutning på 19/20-sæsonen. Det lignede ellers endnu en mørk sæson, da Financial Fairplay udelukkede Milan fra Uefas klubturneringer, men bøtten blev vendt, og Pioli ligner mere og mere manden, der skal bringe Scudettoen hjem efter ti års fravær.

For i Serie A er mesterskabskampen mere åben end Premier League kan prale af. På en andenplads jagter Milan naboer fra Inter, der tæller et forspring på seks point efter holdet – anført af Zlatan – har tabt lidt terræn efter årsskiftet, hvor det ”kun” er blevet til 14 point i de sidste ti kampe.

I Europa League-regi har det ikke været lige så imponerende for Milan, der kommer fra avancement mod Røde Stjerne. En duel, der over de foreskrevne to opgør blev afgjort på udebanemål efter to uafgjorte resultater, hvor Milans scoringer blev sat ind via straffespark og selvmål.

Med skader til profilerede spiller, herunder Zlatan, er der gode argumenter for, at United tordner sammen med Milan på det bedst tænkelige tidspunkt af sæsonen. Det kræver dog en stor indsats for Solskjærs tropper, der åbner hjemme på Old Trafford.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles d. 11. marts kl. 18:55 på Old Trafford.

Skader og karantæner:

Uniteds skadesliste går desværre den forkerte vej, hvor de rødklædte må undvære Rashford, Pogba, Jones, Mata, De Gea. Van de Beek er tvivlsom.

Langt værre ser det dog ud for AC Milan, der savner Ibrahimovic, Bennacer, Calhanoglu, Hernandez, Rebic og Mandzukic.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

Henderson

Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Shaw

Fred – McTominay

James – Fernandes – Martial

Greenwood

AC Milan

Donnarumma

 Calabria- Kjaer – Romagnoli – Dalot

Tonali – Kessie

Saelemaekers – Diaz – Castillejo

 Leao

 

Hold øje med:

Det er nogle prominente navne, der må se med fra tribunen, men det er naturligt værd at nævne Diego Dalot, der er spilleberettiget trods sit udlån fra United. Portugiseren har tanket masser af spilletid i Italien, hvor han senest mod Verona kom på tavlen for anden gang i Milan-trøjen.

Vi kan heller ikke undgå at ringe med danskeralarmen, hvor Simon Kjær har været en kæmpe faktor for Milans succesrige sæson. Den 31-årige dansker har været en klippe bagved, hvor han har ledet holdet frem.

Som et af Italiens største talenter fortjener Sandro Tonali også at nævnes. Stortalentet, der også har været på United og Solskjærs radar, excellerer særligt i pasningsspillet, hvor han kan blive vigtig for gæsterne.

Skribentens bud på kampens resultat:

Jeg har talt Milan op (med rette), men det er saftsuseme et medtaget hold, hvad angår skader. Det er seks rigtig vigtige mænd de mangler og Leao på toppen har ikke scoret i 13 kampe.

Mit bud er en stensikker 3-0-sejr.

Hvor kan kampen ses?

Kampen vises på 6’ern og Discovery+.

Vidste du, at:

– Sidst United og Milan stod overfor hinanden i en kamp af betydning var tilbage i 2010, hvor United vandt 4-0 i andet 1/8-delsfinaleopgør i Champions League.

– Ibrahimovic er Milans topscorer i denne sæson med 16 scoringer på tværs af alle turneringer

– United har blot tabt to opgør i de seneste 25 kampe.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Officielt: United ansætter sports- og tekniske direktører

Næste artikel

Podcast: Derbysejr, AC Milan-brag og ENDELIG en sportsdirektør i United

ANNONCE