Optakt: Palace ude

Crystal Palace er i strålende form og har ikke tabt i deres seneste 6 kampe. I morgen aften tager de imod United på Selhurst Park.

Manchester United fik en forfærdelig optakt til midtuge-kampen mod Crystal Palace, da man rendte ind i et hav af skader i forbindelse med weekendens kamp mod Liverpool. Umiddelbart inden kampstart måtte Nemanja Matic nemlig trække sig med en skade og i løbet af første halvleg, havde man så allerede brugt samtlige af sine tre udskiftninger, da først Ander Herrera og siden Mata og dernæst Lingard alle måtte lade sig udskifte med skader. Dertil blev Marcus Rashford oven i købet også skadet, men blev altså på banen i hele opgøret.  

Det betyder formentlig, at nogle af de unge spillere kommer til at få chancen på Selhurst Park onsdag aften, hvor Crystal Palace venter. 

Resultatmæssigt går United til gengæld ind til opgøret med selvtillid i baggagen. Man er endnu ubesejret i Premier League under Ole Gunnar Solskjær og for nylig har man slået Chelsea på Stamford Bridge og spillet lige op med Premier Leagues førerhold fra Liverpool. 

Crystal Palace vil dog også gå ind til kampen med en god tro på egne evner efter senest at have slået Leicester og med 4-1. 

Der venter altså et på papiret spændende og tæt opgør, hvor begge mandskaber har afgørende brug for point. Manchester United slås med om top-4 placeringen, mens Crystal Palace kæmper for at løsrive sig fra nedrykningskampen. Crystal Palace har i øjeblikket 6 point ned til Southampton, som ligger under stregen, mens Manchester United har et enkelt point op til Arsenal på 4. pladsen. Så der er alt at spille for onsdag aften kl. 21.00. 

Sidst Crystal Palace og Manchester United krydsede klinger endte kampen 0-0. Dengang var José Mourinho træner i Manchester United og dengang havde man Southampton i den efterfølgende kamp, nøjagtigt som man også har det nu. Men en ting har ændret sig i forhold til dengang. I dag hedder manageren Ole Gunnar Solskjær, og Manchester United har stadig til gode at tabe en kamp i ligaen under nordmandens ledelse. Det gør man heller ikke i morgen aften. 

Dato, tid og sted: 

Kampen spilles onsdag den 27. februar, kl. 21.00 på Selhurst Park. 

Kampens dommer:

Martin Atkinson er manden med fløjten. Atkinson dømte sidst United, da man tabte til Liverpool med 3-1 på Anfield i hvad der endte med at blive Mourinhos sidste kamp. 

Skader og karantæner: 

Antonio Valencia, Nemanja Matic, Ander Herrera, Juan Mata, Jesse Lingard, Anthony Martial og Phil Jones er alle ude af opgøret. Rashford er tvivlsom efter, at han pådrog sig en skade i kampen mod Liverpool. Marcos Rojo og Matteo Darmian træner begge med igen og førstnævnte er muligvis med til kampen mod Palace. De mange skader betyder, at akademi-spillerne, James Garner, Tahith Chong og Angel Gomes formentlig vil være at finde i truppen. 

Hos Palace er Pape Souare og Connor Wickham ude med langtidssakder, mens Mamadou Sakho måtte udgå i deres seneste kamp mod Leicester. Aaron Wan-Bissaka sad ligeledes ude med en skade til kampen mod Leicester. 

Mulige startopstillinger: 

Manchester United

de Gea

Young (C) – Lindelöf – Smalling – Shaw 

Fred – McTominay – Pogba 

Pereira

Lukaku – Sanchez

 

Crystal Palace

Guaita 

Aanholt – Sakho – Tomkins – Ward 

Schlupp – Milivojevic – McArthur 

Zaha – Batshuayi – Townsend

 

Hold øje med:

Wilfried Zaha er tidligere United-spiller. Det kan man måske godt ærgre sig over, at han ikke er længere, når man ser ham spille i dag. Han er uden tvivl Crystal Palaces bedste spiller, hvilket han endnu en gang understregede senest mod Leicester, hvor han noterede sig for 2 mål. United-forsvaret skal være opmærksomme på hans bevægelighed, uforudsigelighed og eminente teknik, hvis ikke, at man vil straffes af den tidligere United-spiller.

Hvis Aaron Wan-Bissaka bliver sin skade kvit og spilelr fra start på højreback, er han bestemt også værd at holde øje med. Den unge engelske højreback har taget Crystal Palace med storm og er den spiller i Premier League med flest tacklinger i snit per kamp (3,8). 

Sagt om kampen: 

Solskjær om Lukaku og Sanchez: 

“Det er en chance for dem for at spille op til deres potentiale. Rennome er en ting, men potentialet er højt. De er gode kammerater. De går godt i spænd med hinanden, så det kan meget vel blive en chance for dem sammen for at finde noget form og give os en hovedpine, når vi skal sætte hold, når alle er klar. Det har været undervejs. Rom (Lukaku, red.) skabte vores to største chancer mod Liverpool. Jeg ved godt, at det var en anden position for ham, fordi Rashys (Rashfords, red.) skade betød, at vi blev nødt til bare at regne med ham stående deroppe (højt på banen, red.) og løbe ind bagom. Han kunne ikke lave så meget defensivt, så Roms (Lukaku, red.) attitude og arbejdsmoral var fantastisk. Og samarbejdet mellem ham og Lukaku mod Arsenal (var rigtig godt, red.) så forhåbentlig kan de steppe op.  

Roy Hodgson om Solskjær:

“Der er ingen tvivl om, at (Solskjær, red.) har haft en effect på holdet. Og spillerne er vågnet op og har indset, at de er Manchester United og at den måde de var kørende på ikke var god nok. Jeg er meget imponeret over den måde, han har gebærdet sig på, men jeg bryder mig ikke om sammenligningerne (med Mourinho). Det er væsentligt mere kompliceret end det.”

Skribentens bud på kampens resultat:  

United har aldrig tabt til Crystal Palace i Premier League. United har aldrig tabt i Premier League under Ole Gunnar Solskjær. Der er heller ikke noget, som umiddelbar peger på et nederlag her. Men United kommer ind til kampen med et hav af skader og Crystal Palace kommer ind til kampen i god form oven på en imponerende 4-1 sejr over Leicester. Jeg tror på en meget tæt kamp og en gentagelse af sidste kamps resultat, 0-0. 

Vidste du, at…

  • Manchester United har ikke tabt til Crystal Palace i de 19 kampe, man har mødt dem i Premier League.
  • Intet andet hold har spillet lige så mange kampe mod et andet hold uden at vinde, som Crystal Palace har mod manchester United. 
  • United har vundet deres seneste 7 udekampe i alle turneringer (klubbens bedste stime siden 2002). 
  • Kun Huddersfield har scoret færre mål på hjemmebane (6) end Crystal Palace på Selhurst Park denne sæson (9). 
  • Selhurst Park er det stadion som har set færrest mål denne sæson (21). 
  • United har vundet deres seneste 2 Premier League-kampe i London (mod Fulham og mod Spurs). Ikke siden 2014 har United vundet 3 kampe i træk i hovedstaden. 

TV: 

Kampen vises ikke på danske tv-kanaler. Så fra Oldtrafford.dks side opfordrer vi jer til at tage på pub i stedet for at se kampen. Den Glade Gris i København viser bl.a. kampen. 

 

 

Forrige artikel

U19: Her er alt, du behøver at vide om FCM-kampen

Næste artikel

Solskjær: Fred må gribe chancen

ANNONCE