Optakt: Nu skal United videre fra Gruppe L

Manchester United er videre fra Europa Leagues gruppespil, hvis Partizan rejser til Serbien med et nederlag i bagagen torsdag aften. Her er alt, du skal vide om kampen.

Manchester United kan på trods af svingende præstationer og en 2-0-målscore over tre kampe spille sig videre til Europa Leagues knockout-kampe med en sejr torsdag aften.

En sådan vil bringe Solskjærs tropper seks point foran Partizan på tredjepladsen og med to kampe igen og indbyrdes kampe som tiebreaker, er løbet kørt, og United kan i en periode koncentrere sig udelukkende om de hjemlige turneringer.

Det har stor værdi at spille sig sikkert videre fra gruppespillet – både for at få en følelse af, at tingene går godt, og naturligvis for at kunne spare kræfter i de sidste kampe, hvor der ikke vil være meget på spil.

Men før vi når dertil, skal Partizan besejres torsdag aften på Old Trafford. Og alt andet end en sejr vil da også være en gigantisk skuffelse. 

Kampen skal også agere genoprejsning efter weekendens smertelige nederlag mod Bournemouth som satte en stopper for en ellers stigende optimisme efter en række udebanesejre, der begyndte mod netop Partizan i seneste runde. 

Inden Bournemouth-kampen havde United leveret fine præstationer mod især Chelsea og Norwich, og det er de kampe og præstationer, der skal bygges videre på torsdag aften og i den kommende tid. 

For Partizan er der dog også livsvigtige point på spil, og med tanke på, at Alkmaar møder Astana tidligere på dagen i en kamp, hollænderne bør vinde, så skal Uniteds serbiske modstander bruge point og allerhelst tre.

Det er den faktor, der kan skabe noget spænding torsdag aften, for på alle andre parametre bør Manchester United vinde sikkert.

Dato, tid og sted:
Kampen spilles torsdag den 7. november klokken 21.00 på Old Trafford.

Skader/karantæner:
Victor Lindelöf er ny mand i lazarettet til torsdagens kamp. Der sidder i forvejen Eric Bailly, der nærmer sig et comeback, efter han i denne uge er vendt tilbage til træning. Luke Shaw og Paul Pogba nærmer sig også, men de kommer ikke i kamp torsdag. Derudover sidder Axel Tuanzebe, Diogo Dalot, Nemanja Matic og Angel Gomes alle fortsat ude.

Dommer:
Kampens dommer bliver Mattias Gestranius fra Finland. Det er i øvrigt værd at nævne, at VAR ikke bruges i Europa League.

Mulige startopstillinger:

Manchester United
Romero
Young – Maguire – Rojo – Williams
McTominay – Garner
Greenwood – Lingard – James
Martial

Partizan Beograd
Stojkovic
Miletic – Ostojic – Pavlovic – Urosevic
Soumah – Zdjelar – Natcho – Tosic
Sadiq – Asano

Hold øje med:
Den rutinerede midtbanespiller Bibras Natcho, der er kommet til Partizan i denne sæson med erfaringer fra CSKA Moskva og den russiske liga er værd at holde øje med. Han er godt kørende i øjeblikket og lavede senest to mål og et oplæg i 4-0-sejren over Vojvodina, inden han blev skiftet ud efter en lille time – sandsynligvis for at spare på kræfterne frem mod torsdagens opgør på Old Trafford.

Skribentens bud på kampens resultat:
Det var absolut ikke kønt, da United vandt 1-0 i Beograd senest. Men der er også bare en verden til forskel på Manchester United hjemme og ude, og det skal simpelthen blive mere overbevisende denne gang.

Jeg forventer, at flere af de unge kræfter får chancen, og jeg er sikker på, at de endnu engang griber den og hjælper holdet til en 3-0-sejr.

Vidste du, at…

  • Partizans Zoran Tosic var United-spiller i 2009-10, men han er kun noteret for fem kampe for klubben.
  • David de Gea fejrer 29 års fødselsdag på kampdagen.
  • United og Sevilla er de eneste hold, der endnu ikke har lukket mål ind i årets turnering. United har i øvrigt ikke lukket mål ind i klubbens seneste fire EL-kampe. Rekorden er på fem kampe i træk og holdes af Arsenal, Salzburg, Napoli og Villareal.

TV:
Kampen vises på Eurosport 2 og D-Play.

 

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Lindelöf skadet - Bailly på vej tilbage

Næste artikel

Wes Brown anbefaler Mandzukic-køb

ANNONCE