Optakt: Manchester United – West Ham

Endnu en gang skal Manchester United forsøge at rejse sig efter et dårligt resultat i sidste runde, og denne gang bliver det med en regulær forsvarskrise til at gøre opgaven sværere.

Det var virkelig godt i nogle perioder af kampen mod Leicester i søndags. Det var til gengæld også virkelig skidt i andre perioder. Manchester United scorede et par flotte mål, men var til gengæld alarmerende svage i den defensiv, der kun er blevet svækket siden.

I sidste uge startede Jonny Evans og Tyler Blackett i midterforsvaret, men det er sikkert og vist, at Louis van Gaal må se bort fra begge i morgen. I stedet bliver Marcos Rojo formentlig skubbet derind sammen en af de to ungdomsspillere Patrick McNair eller Tom Thorpe, mens Luke Shaw får debut på backen.

Som det fremgår af skadeslisten herunder, er United ualmindeligt hårdt ramt i den bagerste kæde, og Van Gaal har bebudet, at Daley Blind, som ellers har spillet en smule i midterforsvaret tidligere, ikke bliver sendt derned.

Offensiven fejler til gengæld ikke noget, hverken på papiret eller i praksis, hvis man skal måle ud fra de sidste to kampe. Syv mål blev det til, og vi skal nok håbe på, at angriberne er i stand til at holde den standard, hvis forsvaret er lige så hullet, som man kan frygte. Og håbe, at West Ham ikke rammer det niveau, der sikrede dem en 3-1-sejr over Liverpool i lørdags.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet lørdag den 27. september 2014, klokken 16:00 på Old Trafford.

Skader/karantæner:
United er slemt skadesplaget, og især forsvaret er hårdt ramt. Louis van Gaal må undvære Chris Smalling, Jonny Evans, Phil Jones og Reece James i bagerste geled, mens Michael Carrick, der før har vikarieret i midterforsvaret, endnu er skadet.  Derudover har Tyler Blackett karantæne.

Foruden de mange ukampdygtige spillere i forsvaret er også Ashley Young, Sam Johnstone, Jesse Lingard og James Wilson på skadeslisten.

West Ham må undvære Cheikhou Kouyate, Andy Carroll, Joey O’Brien og anfører Kevin Nolan.

Dommer:
Lee Mason dømmer kampen.

Mulige startopstillinger:

Manchester United
De Gea
Rafael – McNair – Rojo – Shaw
Herrera – Blind – Di Maria
Rooney
Falcao – van Persie

West Ham
Andrián
Demel – Tomkins – Reid – Cresswell
Noble – Song
Valencia – Zarate – Downing
Sakho

 

Hold øje med:
Alex Song er på lån fra FC Barcelona og fik sin første start for West Ham i sidste weekends sejr over Liverpool. Rammer han sit topniveau, kan han sagtens løfte et ellers middelmådigt Hammers-mandskab, og han har tidligere vist, at han kan begå sig i Premier League.

Skribentens bud på kampens udfald:
Det er næsten umuligt at tro på, at United holder nullet, men så lad os da få en 3-2-sejr.

Vidste du, at…

  • United har ikke tabt til West Ham i de seneste syv indbyrdes opgør. Sidste nederlag kom i ligacuppen i 2010, da De røde djævle blev sendt hjem fra London med en 4-0-snitter.
  • Sam Allardyce har været i West Ham i tre år og fire måneder. Dermed er han den manager, der har siddet længst tid i klubben siden Harry Redknapp fra 1994 til 2001.
  • Det tidligere United-talent og –problembarn Ravel Morrison er på kontrakt i West Ham, men er blevet lejet ud til Cardiff i Championship.
  • Hvis begge kommer på banen, kan Antonio Valencia komme til at stå overfor landsmanden og efternavnebroderen Enner. Begge ecuadorianere startede karrieren i klubben Caribe Junior.

Husker du?
I 2011 var United bagud med 2-0 på Upton Park, men et hattrick af Wayne Rooney inspirerede holdet til et storslået comeback. Det var i øvrigt også med Lee Mason som dommer og den kamp, hvor Rooney fik karantæne for at bande af et tv-kamera.

TV:
Kampen bliver vist på 3+ og 6’eren.

Hvem spiller i rivalerne imod: 
Liverpool – Everton
Chelsea – Aston Villa
Hull – Manchester City
Arsenal – Tottenham

Forrige artikel

Manchester United tog afsked med Sandy Busby

Næste artikel

Johnny Giles: Rio burde holde sin kæft

ANNONCE