Optakt: Manchester United – PSV

Det er tid til årets sidste hjemmekamp i Champions League-gruppespillet.

Manchester United kommer med tasken fuld af selvtillid til onsdagens Champions League-kamp, efter at det i weekenden lykkedes holdet at sænke oprykkende fra Watford på et meget sent overtidsmål. Sådanne resultater skal man absolut ikke undervurdere i en tæt Premier League, da de kan vise sig ekstremt vigtige, når pointene skal tælles op ved sæsonafslutning. United stillede i weekendens kamp med en noget amputeret offensiv, da både Martial, Fellaini og Rooney var ude med skader og sygdom, men heldigvis greb Memphis fint den chance. For første gang siden sæsonstarten viste hollænderen nogle af de evner, som ikke kan betvivles, og det var ekstremt vigtigt, at han fik en god oplevelse i sin første kamp i startopstillingen i meget lang tid. Selvtillid er ikke noget spilleren normalt mangler uden for banen, men at overføre det til det hårde spil i Premier League, har vist sig som lidt af en opgave. Hvis ikke målet har motiveret ham inden onsdagens kamp, så skal han blot kigge på den modsatte banehalvdel, hvor et velkendt hold gæster Old Trafford.

Der er nemlig tale om et revancheopgør mod Memphis’ tidligere hold, PSV Eindhoven. Som de fleste nok husker, så startede Manchester United årets gruppespil ud med at tabe i Eindhoven, i en kamp hvor Memphis faktisk kom på tavlen mod sine gamle holdkammerater. Siden den kamp er det blevet til to sejre og en uafgjort for United i turneringen, hvilket bringer holdet op på gruppens nuværende førsteplads. Med en sejr på hjemmebane over det hollandske mesterhold kan United kvalificere sig til slutspillet i turneringen, og der er derfor ikke plads til endnu en fadæse, som den vi så på Phillips Stadium.

PSV Eindhoven har klaret det hæderligt i årets Champions League-turnering, hvor det er blevet til to sejre og to nederlag, hvilket placerer dem á point med Wolfsburg på gruppens andenplads. Der er altså masser at spille for endnu inden gruppespillets sidste to runder. I den hjemlige liga er holdet netop nu placeret på tredjepladsen efter Ajax og Feyenoord i en meget tæt turnering. Indtil videre har Luuk de Jong banket 11 kasser ind i Æresdivisionen, hvilket netop nu gør ham til topscorer.

Vi så i den første kamp, at PSV spiller ganske glimrende fodbold, og selvom United sad på det meste af spillet, så var holdet konstant farlige i omstillingsspillet. Vi må forvente, at holdet igen satser på kontrafasen denne onsdag på Old Trafford, hvor United normalt dominerer kampen med rigtig meget boldbesiddelse. Hvis vi igen skal tage de røde briller på, så burde PSV være et hold, United kan slå på hjemmebane. Set udefra var kampen i Holland lidt af en foræring, og United skulle have lukket den meget tidligere, da de var altdominerende efter 1-0-scoringen. Det formåede de dog ikke, og derfor må det være en ekstra opsat Memphis og et tændt United-hold, som vil gøre alt for at vaske pletten fra den seneste kamp væk igen.

Dato og tid:

Kampen spilles onsdag d. 25/11 klokken 20.45

Skader og karantæner:

United er ualmindeligt hårdt ramt af skader inden kampen. Der er stadig tvivl om Rooney, Mata og Martial, når at blive klar til kampen, men chancerne skulle være okay. Valencia og Shaw er begge ude med længere skader. James Wilson har knæproblemer og kommer nok først i betragtning til Leicester-kampen. Derudover ventes det, at både Carrick, Herrera, Fellaini og Jones går glip af kampen.

Gæsterne må undvære Koch, Williams og Lestienne.

Kampens Dommer:

Tjekkiske Pavel Kralovec er manden med fløjten denne onsdag.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Darmian – Smalling – Blind – Rojo

Schneiderlin – Schweinsteiger

Mata – Rooney – Lingard

Memphis

PSV Eindhoven:

Zoet

Arias – Moreno – Bruma – Brenet

Guardado – Hendrix

Pröpper

Locadia – De Jong – Narsing

Hold øje med:

Som nævnt tidligere, er Luuk de Jong netop nu topscorer i Æresdivisionen. Han er altid en farlig angriber, der dukker op alle de uventede steder. Smalling og Jones skal nok få rigeligt at se til med den bevægelige angriber.

Sagt om kampen:

”Man skal altid vinde sine hjemmekampe, og pointet i Moskva var meget vigtigt for os. Jeg sagde efter den kamp, at vi følger planen, og det mener jeg fortsat, jeg har ret i. Hvis vi slår PSV, har vi kvalificeret os” – Van Gaal til manutd.com

Skribentens bud på resultatet:

Det bliver igen en svær kamp for Manchester United i dette års Champions League, hvor holdet har haft det svært mod alle tre modstandere indtil videre. Jeg forudser en kamp med endnu mere United dominans denne gang, hvilket i sidste ende kommer til at kvæle PSV Eindhoven. Manchester United vinder 2-0 på hjemmebane, og Memphis scorer den første.

Vidste du, at:

  • Manchester United nåede at holde buret rent i 641 minutter, før Troy Deeney scorede på straffespark for Watford.
  • Manchester United er gået videre fra gruppespillet i syv ud af de sidste otte forsøg.
  • PSV har max scoret to mål i deres seneste 30 Champions League-kampe. Sidst de scorede flere var i 2005, hvor de besejrede AC Milan med 3-1.
  • Sidst PSV vandt i England var i sæsonen 07/08, hvor Jefferson Farfan sikrede en 1-0-sejr over Tottenham.

Seneste fem kampe:

Manchester United:

  • Watford 1 – 2 Manchester United
  • Manchester United 2 – 0 West Brom
  • Manchester United 1 – 0 CSKA
  • Crystal Palace 0 – 0 Manchester United
  • Manchester United 0 – 0* Middlesbough

PSV Eindhoven:

  • Willem II 2 – 2 PSV  
  • PSV 3 – 1 Waasland-Beveren
  • PSV 3 – 1 Utrect
  • PSV 2 – 0 Wolfsburg
  • De Graafschap 3 – 6 PSV

TV:

Kampen vises på TV3+

Hvem spiller rivalerne mod:

  • Maccabi Tel Aviv – Chelsea
  • Arsenal – Dinamo Zagreb
  • Juventus – Manchester City

 

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Pauls Scholes' arvtager spiller første United-kamp i 10 måneder

Næste artikel

U21: Nederlag mod Norwich

ANNONCE