Optakt: Manchester United – Chelsea

Det er blevet tid til David Moyes’ første hjemmebanekamp på Old Trafford, når Jose Mourinhos Chelsea kommer på besøg.

Det er seks år siden, ”The Special One” har gæstet Manchester Uniteds hjemmebane som Chelsea-manager. Dengang stod portugiseren overfor Sir Alex Ferguson – en mand, som Mourinho uden tvivl nærer den største respekt for.

Samme respekt har ”The Happy One”, som han nu en gang ynder at kalde sig selv, ikke vist overfor David Moyes henover sommeren. Mourinho har flirtet hæmningsløst og aggresivt med Uniteds problembarn Wayne Rooney. For mindre end en uge siden udtalte han, at London-klubben ikke ville opgive englænderen. Det til trods for, Moyes & co. adskillige gange har slået fast, at Rooney ikke er til salg.

Hele sagen omkring Wayne Rooney fylder meget forude for mandagens opgør, og det passer garanteret Jose Mourinho glimrende. Han ved, hvad han laver. Der er dog også nogle andre aspekter af sæsonens første storkamp, der er værd at nævne.

Det er David Moyes’ første betydende hjemmekamp på Old Trafford, og det er første gang, styrkeforholdet imellem Manchester United og Chelsea bliver testet, efter begge klubber har fået nye managers.

For den 50-årige skotte er der ekstra meget at vinde i denne kamp. Ikke nok med at det er en ”seks-points-kamp” imellem to af titeludfordrerne, så kan Moyes også tage sin første skalp som United-manager, hvis han besejrer Mourinhos tropper. Det vil have en positiv effekt på både fans og spillertrup.

Begge hold er kommet godt fra land i Premier League. Manchester United fik en overbevisende 4-1-sejr mod Swansea i første runde, mens at Chelsea allerede har spillet og vundet to kampe. London-klubben har slået Hull og Aston Villa.

Skader/karantæner
Rafael er fortsat ude med sin forstrækning. Den brasilianske højrebacks karantæne, som han pådrog sig mod Chelsea i slutningen af sidste sæson, er ellers lige udløbet. Det er ikke forventet, han vil blive klar før efter næste landsholdspause.

Ashley Young, Nani og Javier Hernandez er alle stærkt tvivlsomme.

Thomas Kalas er den eneste spiller fra Chelsea, som definitivt er ude. Den 20-årige forsvarsspiller har brækket benet og forventes ikke at være tilbage før omkring december.

David Luiz er tvivlsom.

Dommer
Martin Atkinson skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger

Manchester United
De Gea
Jones – Vidic – Ferdinand – Evra
Valencia – Cleverley – Carrick – Welbeck
Kagawa
Van Persie

Chelsea
Cech
Ivanovic – Cahill – Terry – Cole
Ramires – Lampard
Mata – Oscar – Hazard
Torres

Sagt om kampen:
”Der er mange ting, jeg har glædet mig til. For eksempel at tage holdet på tur, eller føre dem ud på Wembley (til Community Shield-opgøret, red.).

Men at lægge ud med Chelsea på Old Trafford er stort for mig, det er det virkelig” – David Moyes.

Hold øje med:
Chelseas offensive trio bestående af Juan Mata, Eden Hazard og Oscar er uhyggelig. Alle tre spillere er i stand til at afgøre fodboldkampe på egen hånd.

Hvis jeg skal udpege en af dem, må valget nok falde på Juan Mata. Spanieren virker til at have det godt med at spille mod United. Således har han scoret i alle af hans seneste tre opgør mod de engelske mestre.

Spørgsmålet er, om han kommer til at starte inde? Chelsea har så meget kvalitet på kanterne, at Mata ikke er garanteret en startplads. Jeg håber, han er bænket!

Skribentens bud på kampens udfald
Jeg har en god fornemmelse. David Moyes første kamp på Old Trafford, 75.000 mennesker i ryggen, stemningen kommer til at boble – Uniteds hjemmebanefordel kommer til at gøre udslaget.

Jeg skyder på en 2-1-sejr til ”de røde djævle”.

Vidste du at…

– Manchester United har ikke tabt deres første ligakamp i sæsonen siden 1992, hvor de blev slået 3-0 af Everton.

– Robin van Persie har scoret ni mål i hans seneste otte Premier League-kampe.

– Jose Mourinho har blot tabt to ud af syv kampe på Old Trafford. Han har sejret tre gange og fået uafgjort med hjem en enkelt gang.

Husker du?
Da Manchester United satte en stopper for Chelseas stime på 40 kampe i træk uden nederlag? Det var tilbage i 2005, hvor United besejrede Jose Mourinhos tropper 1-0 på Old Trafford. Darren Fletcher blev matchvinder med dette snedige hovedstødsmål.

Hvem spiller rivalerne imod?
Da United spiller mandag, har rivalerne allerede spillet deres kampe i denne runde.

Oprykkerne fra Cardiff leverede en dejlig overraskelse, da de besejrede Manchester City 3-2 i dag.

Arsenal, Liverpool og Tottenham vandt deres kampe over henholdsvis Fulham, Aston Villa og Swansea. 

Forrige artikel

Rejs med til storkamp med OldTrafford.dk

Næste artikel

U18: Sikker sejr mod Stoke

ANNONCE