Optakt: Manchester United – Chelsea

Fergies drenge skal op på hesten igen efter tirsdagens ærgerlige Champions League-exit. Søndag eftermiddag venter Chelsea i FA Cuppen.

Drømmen om ”The Treble” brast, da Manchester United tabte 2-1 til Real Madrid på Old Trafford.

Det så ellers godt ud for United. Det engelske hold bragte sig på 1-0 i starten af anden halvleg, og alt virkede til at være under kontrol. Lige indtil kampens tyrkiske dommer, Cuneyt Cakir, fejlagtigt valgte at smide Nani af banen, hvilket vendte kampen på hovedet.

At det kontroversielle nederlag var en bitter pille at sluge for ”de røde djævle”, kan der ikke være meget tvivl om. Efter kampen udeblev Sir Alex Ferguson fra det obligatoriske pressemøde, og der har været utrolig meget snak om kampen efterfølgende.

Opgaven for Uniteds skotske manager er nu at samle tropperne, og sørge for at fokus er rettet mod søndagens FA Cup-kvartfinale mod Chelsea.

Det er tredje gang at United og Chelsea møder hinanden i denne sæson. Tilbage i oktober spillede  de to mandskaber to opgør mod hinanden på Stamford Bridge med tre dages mellemrum.

Først sejrede United 3-2 i Premier League i en kontroversiel kamp, hvor Fernando Torres blev vist ud, og Javier ’Chicharito’ Hernandez scorede et sejrmål, der efterfølgende viste sig at være offside.

Dernæst vandt Chelsea 5-4 i Liga Cuppen efter forlænget spilletid, i hvad der var en medrivende kamp, hvor blandt andet Ryan Giggs stod for to kasser.

Nu står de så overfor hinanden i FA Cuppen, og det er en turnering begge hold meget gerne vil vinde i år. Manchester United har ikke vundet turneringen siden 2004, og for Chelsea er FA Cuppen et af de eneste trofæer, de kan nå at vinde i år.

Skader/karantæner
Phil Jones bliver ikke klar til kampen, og Ryan Giggs sidder over.

Det fortalte Sir Alex Fergsuon på sit pressemøde fredag formiddag.

Chelseas Oriol Romeu er langtidsskadet på grund af problmer med sit knæ. Ellers er alle Rafael Benitez’ tropper spilleklar.

Dommer
Howard Webb skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger

Manchester United
De Gea
Rafael – Smalling – Evans – Evra
Young – Anderson – Carrick – Kagawa
Rooney – Chicharito 

Chelsea
Cech
Azpilicueta – Cahill – Terry – Cole
Lampard – Ramires
Oscar – Mata – Hazard
Ba
 

Hold øje med:
Chelseas spanske profil Juan Mata har haft en fantastisk sæson, hvor han har scoret 17 mål i 47 kampe. Den 24-årige spiller har også tidligere voldt Manchester United problemer. To gange i hans Chelsea-karriere har Mata scoret mod ”de røde djævle”, og han er en mand, der skal holdes i kort snor, når London-klubben kommer på besøg søndag eftermiddag.   

Juan Mata blev iøvrigt sparet, da Chelsea spillede Europa League-fodbold i midtugen, så han er ekstra frisk til i morgen.

Skribentens bud på kampens udfald
United kommer sårede ind til kampen, men det er samtidig værd at huske, at Chelsea på intet tidspunkt har været skræmmende i denne sæson. Fergies drenge rejser sig og sejrer 3-1.

Vidste du at…

–   Da Manchester United tabte til Real Madrid i tirsdags, var det første gang i 19 kampe, at holdet tabte en kamp.

–  Javier ’Chicharito’ Hernandez har scoret fem mål i hans seneste seks kampe mod Chelsea.

–  Robin van Persie har blot scoret ét mål i hans seneste otte kampe.

– Chelsea har spillet fem FA Cup-kampe på Old Trafford, men har ikke vundet nogle af dem. Fire gange har de tabt, og blot én gang er det lykkedes London-klubben at score.        Det gjorde de i 1963.

–  Chelseas Ashley Cole har vundet FA Cup-trofæet flere gange end nogen anden spiller. Hele syv gange har den engelske venstreback vundet det. 

Statistik

Seneste kampe
Indbyrdes
31/10-2012 Chelsea 5-4 United (LC)
28/10-2012 Chelsea 2-3 United (PL)
05/02-2012 Chelsea 3-3 United (PL)
18/09-2011 United 3-1 Chelsea (PL)
08/05-2011 United 2-1 Chelsea (PL)

Manchester United
05/03-2013 United 1-2 Real Madrid (CL)
02/03-2013 United 4-0 Norwich (PL)
23/02-2013 QPR 0-2 United (PL)
18/02-2013 United 2-1 Reading (FAC)
13/02-2013 Real Madrid 1-1 United (CL)

Chelsea
07/03-2013 Steaua Bukarest 1-0 Chelsea (EL)
02/03-2013 Chelsea 1-0 West Brom (PL)
27/02-2013 Middlesbrough 0-2 Chelsea (FAC)
24/02-2013 Man. City 2-0 Chelsea (PL)
21/02-2013 Chelsea 1-1 Sparta Prag (EL)

Historie
Kampe: 165
United-sejre: 72
Chelsea-sejre: 45
Uafgjorte: 48

Odds
United: 1,79
Uafgjort: 3,66
Chelsea: 4,34

Tv
Kanal 5

Forrige artikel

FA Cuppen på pubben

Næste artikel

Ronaldo: Håber, United taber alle kampe

ANNONCE