Optakt: Manchester United – Burton Albion

Manchester United skal forsvare titlen i dette års Carabeo Cup.

Manchester United sluttede sidste uge af på fornem vis, da de hentede endnu en 4-0-sejr på Old Trafford over Everton FC. Everton blev inden denne sæson udråbt til en seriøs kandidat til top-fire placeringerne, men indtil videre har de massive investeringer ikke båret frugt for holdet fra Merseyside. Selvom United langt fra var overbevisende hele kampen igennem, så kendte de endnu engang deres besøgstid og slog sejren fast med syvtommersøm i de sidste ti minutter.

Sidste uge bød ikke blot på et fint resultat i Premier League, men også i Champions League blev det et glædeligt gensyn med sejren over Basel. Man kan ikke være andet end tilfreds med holdets nuværende formkurve, hvor stort set alle spillere byder ind med mål og assists. Det er selvfølgelig vigtigt at bevare jordforbindelsen i gode tider, og det er afgørende at spillerne ikke stiller sig tilfredse trods en god indledning, for det er bestemt ikke der, man vinder titler. Mon ikke José Mourinho kan finde det rette spændingsniveau i den resterende del af sæsonen også – han er trods alt i gang med sin altid magiske anden sæson for klubben netop nu.

For en stund får spillerne nu en ”pause” fra Premier League og Champions League, som må formodes at være sæsonens største mål. Nu skal fokus i stedet for rettes mod Liga Cuppen, som i år går under det mundrette navn, Carabao Cup. Manchester United er som bekendt forsvarende mestre i den lille af de to pokalturneringer, hvor de i sidste sæsons finale besejrede Southampton med 3-2 i et brag af en kamp.

Onsdag er det tid igen, når Manchester United træder ind i tredje runde af turneringen, hvor modstanderen er Burton Albion. Burton blev stiftet i 1950, men udspringer af Burton United og Burton City, som har måttet skifte navn et par gange i løbet af 40erne og 50erne. Burton Albion, som går under kælenavnet ”Brewers” (på grund af byen Burton on Trents stolte traditioner inden for ølbryggeri), frister netop nu en tilværelse Championship, som er Englands næstbedste liga. Selvom holdet netop nu er på en 19-plads i Championship, så er det bestemt ikke et hold, man skal undervurdere. Vi har da også tidligere set, at Manchester United har haft modstandere i tredje runde, som var væsentligt lavere rangerede end Burton Albion.

Et kendt ansigt i Burton Albion er blandet andet Steven Warnock, som tidligere har spillet i Liverpool, Blackburn og Aston Villa. En anden spiller som tidligere har voldt Manchester United problemer er Luke Varney. Nostalgikerne vil huske ham fra Liga Cuppen i 06-07, hvor han spillede for Crewe Alexandra. Her var han manden, der scorede målet, der sendte de to klubber ud i forlænget spilletid. Det hele endte dog lykkeligt for Manchester United alligevel, da debutanten Kiaren Lee scorede til slutresultatet 2-1 i den forlængede spilletid. Luke Varney er i dag blevet 34 år.

Manchester United kommer med momentum og selvtillid i bagagen fra en god periode og gode sejre. Vi skal nok ikke forvente at se for mange af de normale stamspillere i startopstillingen onsdag, hvor det forventes, at en hel række ”marginalspillere” vil få en masse minutter i benene. En spiller som Carrick er næsten garanteret 90 minutters spilletid i kampen, hvor det også må forventes at blandt andet Lingard og Romero kommer til at spille en rolle. Derudover kan vi måske også komme til at se Shaw, McTominay og Angel Gomes i aktion.

Selvfølgelig skal onsdagens kamp kaste en sikker sejr af sig, men vi kender også alle magien i disse cup-kampe, og det er derfor de er så sjove. Intet er givet på forhånd og det er med dette i baghovedet, Burton Albion kommer til at løbe ud på Old Trafford på onsdag.

Dato og tid:

Kampen spilles onsdag klokken 21.00 på Old Trafford.

Skader og karantæne:

Manchester United må undvære Marcos Rojo, Zlatan Ibrahimovic, Axel Tuanzebe og Paul Pogba som alle er ude med skader. Derudover har manageren udtalt at De Gea, Valencia, Bailly og Matic alle sidder over i kampen.

Burton Albion må undvære Liam Boyce og John Brayford, mens Akpan og Palmer er på vej tilbage og kunne være klar til kampen.

Kampens dommer:

Graham Scott dømmer sin første Manchester United-kamp i morgen.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

Romero

Darmian – Lindelöf – Smalling – Shaw

Herrera – Carrick

Lingard – McTominay – Gomes

Martial

Burton Albion

Bywater

Buxton – McFadzean – Turner

Flanagan – Akins – Murphy – Allen – Warnock

Scannell – Sordell

Hold øje med:

Warnock har masser af erfaring fra sine mange år I Premier League, så han er helt sikkert spilleren, der skal gå forrest, hvis Burton Albion skal have en chance på Old Trafford.

Sagt om kampen:

”Det er altid svært at forsvare en titel, men vi vil helt sikkert gøre forsøget. Vi vil vinde alle de trofæer, som vi har muligheden for. Det er med den mentalitet, vi går ind til kampene med”. – Matteo Darmian

Skribentens bud på kampens resultat:

Manchester United kommer ikke til at få problemer i onsdagens kamp. Der er simpelthen for meget kvalitet i truppen, og de spillere, der får chancen i morgen, vil gøre alt for at imponere manageren. Jeg er sikker på, United fortsætter stimen, og hvorfor ikke bare fortsætte med yndlingsresultatet 4-0?

Vidste du, at:

  • Mandskaberne er mødtes to gange tidligere. Kampene er endt 0-0 og 5-0 i Uniteds favør.
  • Burton Albion rykkede op i Championship for første gang sidste sæson. De formåede at redde livet sidste år med et enkelt point.
  • Burton Albion kommer med en frisk 2-1-sejr over Fulham i bagagen.
  • Carabao, som ligger navn til turneringen i de kommende tre sæsoner, er en thailandsk energidrik.

TV:

Kampen kan ses på 6eren, Viaplay og Eurosport Player.

Hvem spiller rivalerne imod:

  • Leicester City – Liverpool (tirsdag)
  • Tottenham – Barnsley (tirsdag)
  • Arsenal – Doncaster Rovers (onsdag)
  • Chelsea – Nottingham Forrest (onsdag)
  • Everton – Sunderland (onsdag)
  • West Bromwich – Manchester City (onsdag)

Læs mere om:

Forrige artikel

Rio Ferdinand vil være bokser

Næste artikel

Rashford nomineret til Golden Boy-prisen

ANNONCE