Optakt: Kommer United i kvartfinalen?

Der står en billet til kvartfinalerne i Champions League på spil, når Sevilla i morgen aften gæster Old Trafford.

United brager i morgen sammen med spanske Sevilla i anden kamp af 8-delsfinalerne. En billet til kvartfinalerne står på spil, og som Jose Mourinho så rigtigt udtalte på dagens pressemøde, så begynder man at være tæt på den helt store triumf, når man står i en kvartfinale.

Så der er meget på spil i morgen aften på Old Trafford. Det er ved at være nogle år siden, at der har været store og vigtige Champions League-kampe her i foråret. Ganske vist var der europæiske knock-out kampe sidste sæson, da man gik hele vejen i Europa League. Men nu er det kampen om pokalen med de store ører, det er lige en tand større og vigtigere det hele nu.

Første opgør i Spanien endte uden mål, og måske United vil komme til at fortryde at man ikke gik mere efter et vigtigt udebanemål dernede. David de Gea var afgørende for at United dog kom hjem med 0-0, efter han hev flere fantastiske redninger frem undervejs.

Siden første opgør har Sevilla vundet to kampe og tabt en enkelt, og klubben er pt placeret på 5.pladsen i den spanske liga. Mest opsigtsvækkende har nederlaget på 2-5 hjemme mod Atletico Madrid været.

United bør komme til opgøret mod Sevilla med masser af selvtillid, efter tre vigtige sejre på stribe i Premier League. Senest en stærk sejr på 2-1 hjemme mod Liverpool. Så der må være tonsvis af tro på tingene i United-lejren forud for opgøret mod Sevilla.

Tid, sted & dato
Kampen spilles tirsdag den 13.marts 2018, med kampstart 20.45 på Old Trafford i Manchester.

Kampens dommer
35-årige Danny Makkelie fra Holland er manden med fløjten tirsdag aften. Det er hans første kamp med United. Han har tidligere dømt fire kampe i årets Champions League.

Skader & karantæner
United har fået Marouane Fellaini og Eric Bailly tilbage, dermed er det nu kun Marcos Rojo, Phil Jones, Ander Herrera, Zlatan Ibrahimovic og Daley Blind som er ude med skader. Jose Mourinho kunne på dagens pressemøde også fortælle, at Anthony Martial er tilbage, og kan være en del af truppen til morgendagens opgør. Der er fortsat tvivl om Paul Pogba.

Sevilla er uden Jesus Navas, der ikke var med på flyet til Manchester.

Hold øje med
Pablo Sarabia. Midtbanespilleren var et stort aktiv i det første opgør i Spanien, og har nettet hele fem gange i de seneste otte kampe for Sevilla. Han har dog endnu ikke scoret i årets udgave af Champions League.

Mulig startopstilling

David de Gea
Antonio Valencia – Eric Bailly – Chris Smalling – Luke Shaw
Scott McTominay – Nemanja Matic – Paul Pogba
Alexis Sanchez – Romelu Lukaku – Marcus Rashford

Skribentens bud på kampen
Jeg tror Mourinho vil gå til angreb, men samtidig bevare tålmodigheden og den defensive struktur. Så vi vil ikke se et United-mandskab der kommer blæsende, for et mål til Sevilla kan være en svær nød at knække. United kommer dog med mest at skyde med, og offensiven hiver sejren i hus. 3-1 til United og en billet til kvartfinalerne er i hus.

Vidste du at…
– Sevilla aldrig har spillet en officiel kamp mod United på Old Trafford.
– United har blot vundet 13 ud af 51 tidligere opgør mod spanske hold.
– Sevilla vandt 3-1 på Old Trafford i august 2013, da det spanske mandskab var modstander i Rio Ferdinands testimonial.
– Der er lodtrækning til kvartfinalerne i Champions League på fredag klokken 12.00.

Hvem spiller ellers?
Roma vs Shakhtar Donetsk (tirsdag)
Barcelona vs Chelsea (onsdag)
Besiktas vs Bayern München (onsdag)

TV
Kampen kan følges direkte på TV3+.

 

Alexis Sanchez får den ikoniske trøje nummer 7 – Skal du også have den? 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Carrick bekræfter karrierestop

Næste artikel

McTominay på det skotske landshold

ANNONCE