Optakt: Førstepladsen skal sikres på Turf Moor

En enormt vigtig kamp venter i morgen aften mod Burnley, hvor point kan sende Manchester United op på førstepladsen.

Tre år og fire måneder.

Så længe er det siden, at Manchester United sidst lå nummer et i Premier League efter en hel spillerunde. Men i morgen ligger muligheden der igen, når Manchester United drager mod Turf Moor for at møde Burnley på en ægte cold, tuesday night.

I skrivende stund er Manchester United nemlig á point med ærkerivalerne fra Liverpool, som ellers har ført Premier League de seneste runder, men scouserne har – i forhold til vanlig standard – vaklet gevaldigt, hvor man er uden ligasejr i de seneste tre kampe.

Kampen mod Burnley er også essentiel for United, da de hele sæsonen har været en kamp bagud i forhold til de andre hold. Den kamp kommer så nu. Får gæsterne point, kan de komme foran Liverpool med samme antal kampe spillet.

Men selvom Burnley ligger i den kedelige halvdel af tabellen, har kampene mod Sean Dyches mandskab historisk set aldrig været en walkover for Manchester United, som kun har formået at vinde en ud af de seneste tre indbyrdes opgør mellem de to hold. 

Dog har Burnley blot skrabet 16 point sammen ud af de seneste 15 kampe, og senest, de var i aktion, var i FA Cuppen, hvor man mødte Ethan Lairds MK Dons og var bagud helt indtil det 94. minut, hvor Matej Výdra kunne sparke kampen i overtid.

En af årsagerne til, at Burnley var dårlige mod MK Dons, kan være, at de havde fire spillere ude med corona. Her var der tale om Ashley Westwood, Josh Brownhill, Jimmy Dunne og Bailey Peacock-Farrell. Sean Dyche håber dog på at have dem klar mod Manchester United:

– De er blevet testet to gange nu, og tidsplanen burde holde. Vi har overholdt alle protokoller, så vi håber, at vi kan have alle mand klar, sagde Sean Dyche.

En spændende kamp venter uden tvivl med masser på spil for begge hold. United vil gøre alt for at sikre førstepladsen, mens Burnley desperat har brug for point i en tæt bunddyst.

Dato, tid og sted:
Kampen spilles klokken 21:15 dansk tid på Turf Moor i Burnley.

Dommer:
Kevin Friend

Skader og karantæner:
Solskjær fortalte på eftermiddagens pressemøde, at Victor Lindelöf og Luke Shaw burde være klar til kamp, mens Paul Pogba og Eric Bailly er tvivlsomme. Edinson Cavani har overstået sin tre kampes karantæne og er kampklar.

For Burnley er de ovenstående coronainvolverede spillere tvivlsomme, mens alle andre bør være klar. Værd at holde øje med er Nick Popes ankelskade, da han angiveligt vred om til fredagens træning, men Dyche fortæller, at han bør være klar tirsdag aften.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:
De Gea
Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Telles
Matic – Fred
Rashford – Fernandes – Martial
Cavani

Burnley:
Pope
Lowton – Tarkowski – Mee – Peters
Brady – Brownhill – Westwood – Stephens
Wood – Barnes

Hold øje med:
Midterforsvarsduoen Ben Mee og James Tarkowski er – lidt under radaren – et af de bedste stopperpar i Premier League. De, sammen med velanerkendte Nick Pope, har gennem de seneste par sæsoner stablet en solid defensiv på benene i Burnley, og de kommer ikke til at gøre det nemt for Manchester Uniteds offensiv.

Skribentens bud på kampens resultat:
Selvom Manchester United ikke har væltet i rene bure, tror jeg, David de Gea får et til samlingen i morgen. Derudover tror jeg, at Manchester United får svært ved at score mange mål, men jeg tror også, at de prikker en enkelt ind. Formentlig via Edinson Cavani. United vinder 1-0 og distancerer Liverpool med tre point.

TV:
Kampen vises på Xee og Viaplay.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

United trækker Liverpool i FA Cuppen

Næste artikel

Solskjær sparer ikke Maguire trods karantænerisiko

ANNONCE