Optakt: Førstepladsen skal jagtes på Molineux

Manchester United skal på sæsonens første udebanetur, når Wolverhampton byder United op til dans. Læs optakten til kampen herunder.

Den nye Premier League-sæson kunne næppe være startet bedre for Manchester United, der hjemme på et fyldt Old Trafford bankede rivalerne fra Chelsea med 4-0. Det var en kamp, hvor Manchester United viste en ny identitet med kontrafodbold og presspil, som Frank Lampards unge Chelsea-mandskab ikke kunne håndtere, på trods af at have spillet en flot første halvleg.

Manchester United kan med en sejr komme op på førstepladsen i Premier League, hvor man vil have en bedre målscore end Liverpool og Arsenal, som hidtil er de eneste, der har scoret fuld point i de første to kampe.

Den målsætning skal hentes på en af de sværere udebaner i Premier League. Manchester United tog til Molineux Stadium to gange i sidste sæson, hvor det blev til nederlag begge gange. Det skal revancheres.

Wolverhampton startede selv sæsonen på et gennemsnitligt niveau, da de delte i porten ude mod Leicester i en chancefattig 0-0-kamp, og baseret på første kamp ligner det en kopi af det Wolves-hold, vi kendte fra sidste sæson – et hold, der er tilfredse med at lade modstanderne have bolden og skabe spillet.

Ovenstående kan gøre det svært for Manchester United at genskabe de kontrachancer, de skabte mod Chelsea, da Wolves unægteligt vil stille sig længere tilbage på banen. Spørgsmålet er så bare, om United formår at skabe de chancer, der skal til.

Dato, tid og sted:

Morgendagens kamp spilles mandag aften klokken 21 på Molineux Stadium i Wolverhampton.

Skader og karantæner:

Manchester United kommer til at undvære Eric Bailly og Alexis Sanchez, der fortsat sidder ude med skader. Wolves har alle mand klar til kamp mandag aften.

Dommer:

Det bliver Jon Moss, der skal styre slagets gang.

Mulige startopstillinger:

Wolverhampton:

Rui Patricio

Boly – Coady – Bennett

Doherty – Dendoncker – Moutinho – Neves – Vinagre

Jota – Jimenez

Manchester United:

De Gea

Wan-Bissaka – Maguire – Lindelöf – Shaw

Lingard – Pogba – McTominay

James – Rashford – Martial

Hold øje med:

Raul Jimenez spillede en fænomenal 2018/19-sæson, som skaffede ham et permanent skifte til Wolverhampton efter at have spillet en fænomenal sæson. Han havde en tendens til at gøre det allerbedst mod de store hold, hvor hans fire mål og tre assists mod “big six” var den tredjebedste total i sidste sæson blandt alle spillere

Harry Maguire og resten af Manchester United-defensiven skal gøre sit bedste for, at den 28-årige mexicaner ikke gør det onde ved modstanderen igen i morgen aften.

Sagt om kampen:

Anthony Martial: “Vores selvtillid er ret høj, men vi har slet ikke råd til at slappe af. Vi er nødt til at fortsætte med at arbejde hårdt.”

Skribentens bud på kampens udfald:

Jeg kan ikke se en målrig affære for mig. Begge hold virker til at være bedst, når de er afventende og spiller på kontraangreb. Jeg tror på, at Manchester United bryder Molineux-forbandelsen og får en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr i Wolverhampton.

Vidste du, at…

  • Wolverhampton og United spillede mod hinanden tre gange sidste sæson, og Wolves formåede at gå ubesejret igennem alle tre opgør?
  • Manchester United ikke har vundet i sine seneste fire udebanekampe?
  • Anthony Martial kan score sit mål nummer 50 for United i morgen, og dermed blive den 53. spiller til at score 50 mål for klubben?

TV:

Kampen vises på TV3 Max og Viaplay.

Hvordan gik det med rivalerne?

Arsenal 2-1 Burnley
Southampton 1-2 Liverpool
Manchester City 2-2 Tottenham
Chelsea 1-1 Leicester

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Sky: Inter i England for at forhandle om Sanchez

Næste artikel

Konkurrence: Vind to billetter til Manchester United-Crystal Palace

ANNONCE