Optakt: En mulig klassiker venter på Old Trafford

United skal forsøge at få et fordelagtigt udgangspunkt forud for returopgøret mod Paris Saint Germain i starten af marts.

Stadionlyset over ikoniske Old Trafford tændes tirsdag aften og lyser banen op til det mest imødesete opgør i dette års 1/8-finaler i Champions League. United tager i mod storklubben PSG.

Da Manchester United i december trak det franske mesterhold op af bowlen,  var José Mourinho stadig træner, og der var meget, rigtig meget negativ stemning omkring klubben. Ole Gunnar Solskjærs eventyrlige indtog i klubben har imidlertid fjernet de værste mørke skyer,  og sammen med et par skader hos et par PSG-profiler giver det grobund for optimisme i United-lejren.

Brasilianske Neymar bliver ikke en skade kvit til de to opgør, og Edinson Cavani er i første omgang meldt helt ude af det første opgør, og han er meget tvivlsom til returopgøret, der spilles den 6. marts. Det er to af det franske mandskabs helt store esser.

Men hvis de to er esserne på holdet, så er stortalentet Kylian Mbappé deres trumf, og han er klar til kamp. Den tidligere Monaco-spiller har indtil videre scoret 22 mål og lavet 14 assist i 27 kampe på tværs af alle turneringer denne sæson. En uhørt statistik af den unge verdensmester, og ham skal Lindelöf og kompagni holde meget skarpt øje med hele kampen igennem.

Den franske hovedstadsklub fører den hjemlige liga suverænt – de har ti point ned til andenpladsen med to kampe i hånden – så de har haft rig mulighed for at spare på nogle af kræfterne til de her to Champions League-kampe. Det er også et erklæret mål fra klubbens præsident Nasser El-Khelaifi, at pokalen med de store ører skal med hjem til Paris – gerne før end siden. 

Vi har skrevet masser om den flotte form, Manchester United er i, så der er ikke nogen tvivl om, at det helt store brænde er lagt i ovnen til to opgør, der potentielt kan blive to af de mest spændende i dette års Champions Leauge – og det første spilles altså tirsdag aften klokken 21 på Old Trafford!

Kampens dommer:
Daniele Orsato fra Italien skal fløjte opgøret. Den 43-årige dommer har dømt mere end 200 kampe i den bedste italienske række.

Skader og karantæner:
Matteo Darmian og Antonio Valencia er de eneste to United-spillere, der er ukampdygtige, og de to forsvarsspillere har ikke trænet med de senestetre uger.  

PSG mangler som bekendt Neymar og Cavani ligesom også backen Thomas Meunier er ude. Midtbaneprofilen Marco Veratti har haft skadesproblemer den seneste månedstid, men italieneren spillede godt 60 minutter i weekenden. 

Mulige startopstillinger: 

Manchester United
David de Gea
Young – Lindelöf – Bailly – Shaw
Herrera – Matic – Pogba
Lingard – Rashford – Martial

PSG
Areola
Alves – Thiago Silva – Kimbempe – Kurzawa 
Draxler – Veratti – Rabiot – Di Maria
Mbappé – Choupo-Mating

Hold øje med: 
Det er nemt at pege på Mbappé, men ham har vi allerede rundet. I stedet vil jeg hive en gammel kending op af posen – Angel Di Maria. Argentineren havde et mindre succesfuld ophold på blot en sæson i sunny Manchester, inden han hurtigt pakkede tasken og sikrede sig mange fjender blandt United-fans. Di Maria er stadig en hurtig, driblestærk og kreativ midtbanespiller, som i morgen skal forsøge at servicere Mbappé længere fremme ad banen. Den tidligere United-mand har lavet ti mål og ti assist i 31 kampe denne sæson, og han vil sikkert være opsat på at vise sig frem på sin gamle hjemmebane.

Sagt om kampen: 
“Jeg synes ikke nødvendigvis, at vi er favoritter. Men de mangler selvfølgelig nogle spillere, og det er en fordel for os. Det bliver en god kamp, og jeg håber, vi vinder.” – Anthony Martial på dagens pressemøde.

Skribentens bud på kampens resultat:
På grund af skader til Cavani og Neymar, tager jeg de meget røde briller på og siger 2-1 til de røde helte.

Vidste du, at…

  • Det er den første kamp i en gældende turnering mellem Manchester United og PSG?
  • Fire af de seneste fem kampe i knockoutrunder af to opgør mellem et engelsk og et fransk hold er endt med fransk avancement?
  • Manchester United ikke har tabt til et fransk hold på Old Trafford i 14 kampe? (10 sejre og 4 uafgjorte)
  • PSG er det mest scorende hold i dette års Champions League-turnering med 17 mål?

TV: 
Kampen vises på TV3+ og på Den Glade Gris i København.

Forrige artikel

Rejsetilbud: Se United mod Chelsea på Old Trafford fra 4.195,-

Næste artikel

Tuchel: Vi skal spille op til vores bedste

ANNONCE