Officielt: Pellistri sidste nye United-spiller

Facundo Pellistri er officielt skiftet til Manchester United fra uruguayanske Penarol på en femårig aftale med option for et ekstra år.

Den 18-årige kantspiller Facundo Pellistri er skiftet til Manchester United på en femårig aftale fra den uruguayanske klub Club Penarol. Det bekræfter Manchester United på deres hjemmeside.

Pellistri er en hurtig, driblestærk kantspiller, som fik sit gennembrud for Penarol i sidste sæson, hvor han trods sin unge alder allerede har nået at optræde 37 gange for klubben. Pellistri siger om sit skifte:

– Det er en drøm at kunne komme til en klub med så stor en historie. Jeg har lært meget i Penarol og vil gerne takke dem for alt det, de har lært mig. At have managerens (Solskjær, red.) selvtillid er kæmpestort for mig, og jeg ved, at det bliver fantastisk for min udvikling at arbejde med ham, siger Pellistri, og fortsætter:

– Jeg kommer ind i en trup med en masse fantastiske spillere, som jeg vil lære fra hver eneste dag. Alle ved, at Manchester United er en klub, der giver de unge chancen, og jeg vil gøre alt for at fortjene de chancer og bevise mig selv i England.

Det forventes, at Pellistri, trods sin unge alder, kommer til at gå direkte ind på Manchester Uniteds førstehold og spille direkte under Ole Gunnar Solskjær, og den norske manager er også glad for at have sikret sig det uruguayanske stortalent.

– Vores talentspejdere har fulgt ham i lang tid og vi er sikre på, at vi har fået et stort talent på den lange bane. Selvom vi er klar over, at han skal have tid til at tilpasse sig, tror vi på, at hans hurtighed og gåpåmod kan hjælpe ham frem.

– Facundo (Pellistri, red.) har den perfekte platform til at vise sig frem på her i Manchester United og han har alle de rigtige tekniske og mentale færdigheder, der er nødvendige. Vi ser alle frem til at arbejde sammen med ham og til at se ham udfolde sit potentiale, siger Solskjær.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Cavani er ny United-spiller

Næste artikel

Blog: Lad os give Cavani en chance

ANNONCE