Nul udskiftninger: Mourinho manglede offensive muligheder

United foretog ikke en eneste udskiftning i nederlaget mod Juventus. Der var ingen offensive muligheder, forklarer Mourinho, der ellers havde Tahith Chong siddende på bænken.

Et hjemmehold, der er bagud med et enkelt mål, plejer som regel at skifte ud på de offensive pladser for at få noget ny energi eller en taktisk ændring ind i angrebet. Sådan var det bare ikke på Old Trafford tirsdag aften, da United tabte 0-1 til Juventus.

Her foretog manager José Mourinho nemlig ikke en eneste udskiftning på trods af, at holdet var bagud i mere end en time.

– Alexis Sanchez var på tribunen, Lingard var på tribunen. Fellaini var enten på tribunen eller hjemme, jeg så ham ikke, sagde portugiseren ifølge Manchester Evening News efter kampen. 

Han havde ellers Ander Herrera, Andreas Pereira, Fred og ikke mindst den fra fansenes side højt agtede Tahith Chong siddende på bænken. Og især sidstnævntes manglende indskiftning vakte undren flere steder i mediebilledet.

– Den eneste offensive mulighed, jeg havde på bænken, var en 18-årig dreng, som jeg aldrig har brugt på førsteholdet. Og jeg mente ikke, at det ville have været passende at sætte ham ind i en kamp med denne dynamik.

– Man kan ikke forvente, at en ung knægt, der får sin debut i sådan en kamp, kommer med noget eller scorer et mål, så derfor valgte vi ikke at skifte ud og holde os til de spillere, vi havde på banen, sagde manageren.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

- Vi vidste allerede, at det handlede om andenpladsen

Næste artikel

Blog: United er fortsat i sløj forfatning

ANNONCE