Nani kræver vilje fra United-spillerne

Den tidligere United-spiller Nani mener, at United har brug for verdensklassespillere og stor vilje for virkelig at ændre kulturen i klubben.

Manchester United har været vidne til endnu en skuffende sæson, og i skrivende stund sidder Ole Gunnar Solskjær formentlig og undrer sig over, hvordan han får storklubben tilbage til tops.

En af de spillere, der var i klubbens storhedstid, er portugisiske Luis Nani, og han har en løsning, som måske er nemmere sagt end gjort.

– United har brug for flere verdensklassespillere. Der skal bare ændres noget, specielt i attituden. Jeg kan huske fra da jeg spillede under Alex Ferguson, hvor der var mange kampe, vi ikke spillede flot fodbold i, men hvor vi i de sidste 15 minutter spillede med hjertet og jagtede mål, siger Nani.

– Vi løb og vi kæmpede. Det er måden, vi fik resultater på. Spillerne i dag skal have viljen til at vinde hver en duel på banen, hver en udfordring, og hver en bold – gør de det, kommer de til at forbedre sig med det samme.

Nanis fodboldkarriere synger efterhånden på sidste vers, hvor han i dag har sine græsgange i amerikanske Orlando City.

 

Forrige artikel

Louis van Gaal i voldsom kritik af strukturen i United

Næste artikel

OT.dk talentspejder: João Felix

ANNONCE