Mourinhos United-karriere i tal

En rigtig rutsjebanetur. Sådan vil mange nok tænke tilbage på Jose Mourinhos tid i Manchester United, som har budt på både op- og nedture. Se tallene på, hvordan portugiseren klarede det i sine godt 2,5 år hos “de røde djævle”.

Jose Mourinho er fortid i Manchester United. Det er realiteten, efter ledelsen her til formiddag valgte at afskedige portugiseren, som senest så sit hold tabe 3-1 til lokalrivalerne fra Liverpool, som man efter blot 17 ligakampe er hele 19 point bagefter.

Herunder har vi derfor samlet et overblik over, hvordan Mourinho klarede det i sin på Old Trafford.

Tidslinje

Jose Mourinho blev ansat den 27. maj 2016, seks dage efter at Louis van Gaal, der netop havde vundet FA Cuppen, fik sparket.

Dermed er Jose Mourinho med sine to år, seks måneder og 21 dage den United-manager, som har siddet på posten i længst tid, siden Sir Alex Ferguson stoppede i 2013.

Kampe

I sin tid som manager nåede portugiseren at stå i spidsen for 144 United-kampe. Heraf vandt han 84, spillede 32 uafgjort og tabte 28. Det giver ham en sejrsprocent på 58,33 – en smule bag Sir Alex Fergusons, som lød på 59.67, men samtidig en del bedre end både David Moyes og Louis van Gaal.

United-managere i Premier League rangeret efter sejrsprocent

  1. Sir Alex Ferguson: 59,67%
  2. José Mourinho: 58,33%
  3. David Moyes: 52,94%
  4. Louis van Gaal: 52,43%
  5. Ryan Giggs: 50%

Største nederlag

Portugiserens største nederlag i spidsen for United fandt allerede sted i oktober 2016, da han og klubben tabte 4-0 til hans gamle klub Chelsea på Stamford Bridge.

Største sejr

United har ikke haft én kamp under Jose Mourinho, som var den største. United har nemlig ikke scoret mere end fire mål i nogen kamp under Mourinho. Man har dog ved flere lejligheder vundet 4-0 – senest mod Yeovil Town 26. januar 2018.

Det opnåede Mourinho i United

Jose Mourinho vandt i alt tre trofæer som Manchester United-manager, alle sammen i portugiserens første sæson i klubben: FA Community Shield 2016, EFL Cup 2017 og Europa League 2017.

Siden har det dog stået helt stille, hvad angår sølvtøjet. I sidste sæson røg holdet således ud af ligacuppen til Bristol City. I Champions League blev Sevilla endestationen allerede i ottendedelsfinalerne, efter det spanske hold vandt 2-1 på Old Trafford. I FA Cuppen blev det som i Premier League til en andenplads, da Chelsea nappede sejren på Wembley.

I indeværende sæson kan Jose Mourinho se tilbage på 17 kampe i Premier League, som har indbragt 26 point – nok til en sjetteplads. Nærmeste konkurrent er Arsenal, som har otte point flere.

Det blev samtidig et tidligt exit i ligacuppen, hvor man røg ud allerede i første kamp til Derby County (runde 3). Om ikke andet har portugiseren med nød og næppe sikret sit hold avancement i Champions League, hvor det senest blev til et 2-1-nederlag til Valencia.

Vidste du, at…

  • De 26 point, Mourinho har sikret United denne sæson, er den værste sæsonstart, klubben har fået siden 1990/91-sæsonen.
  • Sæsonstarten betyder samtidig, at Mourinho efterlader holdet 11 point fra en top fire-placering – og at man er tættere på nedrykning end førstepladsen.
  • De 29 mål, klubben har indkasseret denne sæson, er den værste start forsvarsmæssigt siden 1962-63-sæsonen – og allerede værre end hele sidste sæson.
  • Siden Jose Mourinho blev ansat, er United med 50 sejre det ’Big 6’-hold, som har vundet færrest Premier League-kampe. Et stykke bag City på førstepladsen, som i samme periode har taget 69 sejre.
  • Jose Mourinho har lidt 27 nederlag i sine seneste 111 ligakampe for United og Chelsea. Det tog ham omvendt 265 ligakampe at opnå samme antal nederlag for Chelsea, Real Madrid og Inter før dette.

 

 

Forrige artikel

Overblik: Hvem bliver Mourinhos afløser?

Næste artikel

Pogba med uheldigt tweet efter Mourinho-fyring

ANNONCE