Mourinho roser holdet efter svær preseason

Manageren er glad for, at en lang og svær preseason nu er forbi. Han er stolt over sine spilleres indsats.

United har i denne preseason manglet en del af holdets bærende kræfter på grund af VM-slutrunden, som har krævet forlængede ferier til de af spillerne, der nåede langt i turneringen. Det har gjort opstarten svær, mener Mourinho, som er glad for, at det nu er et overstået kapitel.

– Endelig er det forbi. Endelig er sådan en svær preseason forbi, sagde han til MUTV efter søndagens kamp mod Bayern München.

Manageren har været meget kritisk, når han er blevet spurgt ind til sine spillere under holdets tur til USA, men søndag aften var tonen en anden.

– Spillerne var endnu engang fantastiske. De kunne ikke have gjort det bedre, end de gjorde. Det var en fantastisk oplevelse for drengene. 

Han havde bidt mærke i et specifikt tidspunkt i kampen, som gjorde ham stolt.

– Der var et tidspunkt, hvor jeg kiggede ned i feltet, og der var Axel (Tuanzebe, red.) på centerbacken, Demetri (Mitchell, red.) på venstre wingback, Garner på venstre midtbane og Chong. Samtidig var det Lewandowski på Axel, Robben på Mitchell, Goretzka på Garner og Sule på Chong, fortalte han.

– Det var fantastisk. Vi spillede mod deres bedste spillere. Det var deres komplette hold bortset fra Tolisso.

José Mourinho blev også spurgt ind til beslutningen om at lade Marcus Rashford spille med nummer 10 på ryggen i kampen mod tyskerne.

– Han har altid gerne villet have det nummer, men selvfølgelig respekterede han den store Rooney, og efterfølgende ville Zlatan have nummeret. Han har været i skyggen og ventet på muligheden, og nu er den ledig. Det er fantastisk for knægten, lad os give ham trøjen, sagde han.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Jones: Vi skal være bedre end i sidste sæson

Næste artikel

Mourinho: Uden flere transfers bliver det en svær sæson

ANNONCE