Mourinho: De unge spillere skal have mulighed for at udvikle sig

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

Mourinho: De unge spillere skal have mulighed for at udvikle sig

23 april, 2018 - 19:16
Træner José Mourinho ønsker at udvikle sin talentfulde trup fremfor at bruge store summer på transfers.

Jose Mourinho ©Getty

José Mourinho har de seneste to sæsoner hentet den ene dyre spiller efter den anden. Senest i januar blev Alexis Sanchez hentet i Arsenal. Til det kommende transfervindue bedyrer portugiseren dog, at Manchester United som udgangspunkt ikke skal ud og købe spillere - i stedet skal truppens unge spillere have muligheden.

- Vi har nogle unge spillere, som har brug for spilletid for at kunne udvikle sig, siger Mourinho til Manchester Uniteds officielle hjemmeside.

Ved Sanchez ankomst til Old Trafford betød det mindre spilletid for Anthony Martial, hvilket har sat gang i rygtemøllen omkring den talentfulde franskmand. Rygterne går blandt andet på, at den offensive spiller er utilfreds med den manglende spilletid.

Udvikling af egne spillere

Netop utilfredsheden hos spillere som ikke får spilletid, anser den tidligere Chelsea-træner kun for naturligt.

- Der vil altid være en spiller eller en gruppe af spillere i en trup, som ikke spiller særligt meget, og de vil naturligvis forsøge at forlade klubben. Hvis det skulle ske, at en spiller forlader klubben, betyder det, at vi må hente en erstatning. Som udgangspunkt vil vi dog forsøge at udvikle vores spillere og ikke bare købe og købe.

Med denne udmelding tyder det på, at Mourinho har stor tiltro til sin nuværende trup og ønsker at holde fast i den, som den ser ud nu.

Tradition for udvikling af spillere

Igennem årene har de røde djævle været dygtige til at udvikle egne spillere gennem deres ungdomsakademi. Særligt har et kuld bedst kendt som ”class of ’92” opnået stor succes i den nordengelske klub. Ungdomskuldet tæller blandt andet spillere som: Ryan Giggs, David Beckham, Paul Scholes og Neville brødrene.

I takt med at pengene er blevet større i England har transferspolitikken ændret sig. Det betyder, at færre unge spillere fra ungdomsakademiet har fået chancen. Spillere som Jesse Lingaard og Marcus Rashford kan dog nævnes som eksempler på spillere, der i nyere tid for alvor har fået chancen.

Tiden vil vise, om flere af Uniteds unge talentfulde spillere får mulighed for et gennembrud i den røde trøje.

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk's podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford

Bliv klædt ordentligt på til 2018/19