Matic: Jeg forestiller mig et fyldt stadion

Fodbold uden tilskuere er ikke godt for nogen, mener Nemanja Matic, der prøver at få det bedste ud af situationen. Han ser frem til en svær kamp mod Bournemouth.

Ikke siden starten af marts har der været tilskuere på Old Traffords tribuner, selv om sæsonen er genoptaget og kører på højtryk i øjeblikket.

Manchester Uniteds resultater har været gode, siden genstarten, men det er altså ikke de manglende tilskuere, der har hjulpet holdet på vej, siger Nemanja Matic ifølge manutd.com.

– Det er underligt, og det er ikke godt for os. Vi vil gerne spille foran vores supportere, fordi de synger gennem de 90 minutter, og det giver mere motivation. Men situationen er sådan her, og det er det samme for alle, siger han.

Serberen har også fundet på egne løsninger for at mindske det tomrum, publikummerne har efterladt.

– Jeg forestiller mig et fyldt stadion, siger han og fortæller om endnu en måde at komme problemet til livs.

– Jeg kigger mod direktørernes box, for der er nogle mennesker, siger han grinende. 

Hård kamp i vente

Lørdag venter Bournemouth på Old Trafford, og selv om holdet ligger næstsidst i Premier League, skal man ikke tage fejl af, hvad der venter, mener Matic.

– Det er et godt hold, og i de seneste par år har de spillet noget fantastisk fodbold og vundet kampe mod store modstandere. Vi skal forberede os som til alle andre kampe, og vi vil give vores bedste med masser af respekt for dem, men vi kender vores kvaliteter og ved, hvad vi skal gøre, siger han.

Generelt skal man altid være på vagt i Premier League, hvor alle hold er gode, mener den rutinerede midtbanespiller.

– Premier League er meget svær, alle kan slå alle, og det kan ikke overraske mig, for jeg har været her i lang tid og set mange ting, og alt er muligt, siger han.

Jagter tredjepladsen

United har haft medvind på det seneste, og i midtugerunden gik stort set alle resultater holdets vej, da både Leicester og Chelsea tabte og åbnede døren til tredjepladsen på fuld gab. Det er en chance, United må gribe, forklarer Nemanja Matic.

– For os er alle kampe en finale. Sådan skal vi tænke. Vi skal forsøge at vinde alle kampe, og så må vi se, hvordan det går i sidste ende, siger han.

– Vi afhænger ikke kun af os selv. Vi skal vinde vores egne kampe og vente på, at de andre smider point. Jeg håber, vi kan nå tredjepladsen, og hvis vi kan det, har sæsonen været fantastisk for os. Jeg er meget, meget selvsikker, og jeg synes, holdet ser godt ud i øjeblikket.

Chelsea møder Watford lørdag aften, mens Leicester spiller samtidig med United, når de møder Crystal Palace.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Startopstilling: Genvalg til alle 11

Næste artikel

De restererende ligakampe er nu fastsat

ANNONCE