Martial: Jeg skal bevise at jeg er en af de bedste angribere i ligaen

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

Martial: Jeg skal bevise at jeg er en af de bedste angribere i ligaen

03 december, 2019 - 16:48
Anthony Martial har givet et ekslusivt interview til United Review. I det påpeger han at han ikke længere er en ung dreng som da han kom til klubben, men at han i sin femte sæson i klubben skal til at bevise at han kan være blandt de bedste angribere i Premier League.

Anthony Martial ©Getty

AM9 er tilbage i denne sæson. Franskmanden har fået sin angriberpost tilbage, og ser ud til at have forankret sig selv som førstevalg på positionen. Alligevel kan man som fan godt sidde med fornemmelsen af at Martial ikke helt er på sit højeste gennemsnitsniveau.

I denne sæson har han scoret fem mål i alle turneringer i 12 kampe. Det tal bør være højere når vi nu er i december måned. Han skal dog ikke kun bedømmes på mål. Det er tydeligt at se forbedringer i Martials hold-up-play - han er bedre til at spille med ryggen mod mål end Rashford eksempelvis, og bedre end han selv var for nogle år tilbage.

Martial nævner i interviewet at han er en mere moden spiller end da han kom til klubben, som ikke fokuserer lige så meget på at score mål som han plejede:

- Da jeg kom til klubben var jeg bare en ung spiller. Jeg havde stadig ikke haft fordelen af en hel sæson som professionel fodboldspiller i benene. Men nu er det min femte sæson her [i Manchester, red.], så nu bliver jeg nødt til at bevise at jeg har udviklet mig som spiller og blomstret til at blive en af de bedste angribere i Premier League. Da jeg kom bar jeg bare et barn, men nu er jeg vokset og er blevet langt mere moden. Nu om dage har jeg det så meget bedre i mig selv.

På siderne af Martial har det som oftest i denne sæson været Marcus Rashford og Daniel James. Martial har rosende ord til dem begge spillere som han nyder at spille sammen med:

- Daniel James er en spiller som besidder utrolig fart. Han er virkelig utrolig hurtig, men han formår alligevel at tage de rette beslutninger med bolden. På trods af hans fart mister han aldrig kontrol, han holder hovedet koldt og oftest tager han den rette beslutning. Det er et stort plus for en offensiv spiller, for på den måde kan han lave assists til os alle. Han er en topspiller, og en jeg ikke kendte før, så det gør ham ærligt talt til en klasse tilføjelse til holdet.

Om Rashford siger han således:

- I mine øjne er Marcus [Rashford, red.] en komplet spiller. Han er stadig ung, men han har meget erfaring fordi han var så ung da han brød igennem. Jeg synes at han lige nu bringer en helt ny dimension til sit spil. Jeg håber han bliver ved på den måde, for det vil forbedre os som hold.

Tilsammen har de tre spillere en måltotal for sæsonen på 18 mål, hvoraf Rashford har scoret ti af dem. Hvis Martial vil vise han er en af ligaens bedste angribere, bliver han nødt til at øge sit antal mål betragteligt, og som minimum nå op på siden af Rashford. Selvom han er en mere komplet angriber end tidligere i hans karriere, er han i sidste ende stadig angriber - og angribere bliver nu engang bedømt på mål mest af alt.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.