– Martial går stor fremtid i møde

Andy Cole er sikker på, at United har en sand guldfugl i form af Anthony Martial.

Han bombede selv mål ind på stribe i sin tid i Manchester United. Mest kendt var han nok for det frygtindgydende samarbejde med Dwight Yorke, der med garanti har givet Premier League-forsvarerne mange søvnløse nætter. 

Cole er fortiden, og han mener selv, at Anthony Martial er fremtiden. I det officielle kampprogram på Old Trafford kom Cole for nyligt med nogle af sine tanker om den fremadstormende franskmand. 

– For sådan en ung mand med sådan et prisskilt hængende over hovedet, så har han gjort det fremragende. Holdet har haft meget at kæmpe med siden ankomsten, men måden, hvorpå han er gået ind på holdet, har været fremragende, siger Cole til United Review.

– Indtil videre er han sæsonens store lyspunkt. Det jeg godt kan lide ved ham, er den altid udfordrende tilgang til spillet. Det er ikke noget vi ser så meget mere, men når Martial spiller centralt, så kan han gøre det. 

– Han har også gjort det flot i højresiden, hvor han altid er spilbar og klar til at udfordre. Det er en kæmpe kvalitet at have i moderne Premier League-fodbold. 

Store ligheder med Henry

Som så mange andre ser Cole store ligheder med Thierry Henry. Henry startede også som wing, men bevægede sig med tiden ind mere centralt i banen. Martial har potentialet til at følge i de store fodspor, mener Cole. 

– Jeg kan huske, at jeg spillede mod Henry, da han var i Monaco. Dengang spillede han på kanten og dengang talte vi om, at det ikke var hans ideele position. I Arsenal udviklede han sig så eksplosivt og blev kendt for evnerne som central angriber og for de karakteristiske træk ind i banen. 

– Det kommer vi helt sikkert også til at se med Martial. 

– Han har det rette temperament og den rette mentalitet til Premier League. Han lever ikke det hurtige liv, men er blot en ung mand med store drømme. Der er mange andre, som tager for let på tingene, fordi de måske spiller fast på et hold, men den her dreng er altså den ægte vare. 

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

Tjek de gode tilbud på Manchester United-trøjer her

 

Forrige artikel

Hammers-keeper: Frispark ved Uniteds udligning

Næste artikel

Mata om skelsættende uge: Vi skal vise, at vi stadig vil vinde trofæer

ANNONCE