Mané ikke i tvivl: Vi slår United

Liverpools sommerindkøb er ikke i tvivl om, at holdets momentum vil fortsætte mod ærkerivalerne i aftenens kamp på Anfield.

Sadio Mané skiftede i sommer sydkysten ud med det nordlige England, da han rejste fra Southampton til Liverpool for omkring 30 mio. pund.

Med tre scoringer i syv kampe har den hurtige kantspiller fået en solid start på karrieren på Merseyside. Senegaleseren tror da også på, at hans og mandskabets form fortsætter mod rivalerne fra Manchester United, som han kalder den største kamp hidtil i karrieren.

– Vi kommer til at slå Manchester United. Selvfølgelig. Vi tror allesammen på det – vi skal nok klare den. Det her er måske den største kamp, jeg kommer til at have spillet i. Indtil nu har landskampene for Senegal været det, siger Mané til The Telegraph.

– På klubplan var det nok min debut for Southampton mod Arsenal. Vi vandt, og jeg scorede. Jeg var under et stort pres, så det var fantastisk for mig. Nu vil det her blive en af de vigtigste. Alle har lyst til at score i en kamp som denne.

– Det er meget normalt, at fansene og andre folk synes, at det her er en særlig slags kamp. Vi ved, at det er en af sæsonens største kampe. Det er måske ligesom El Clasico – men når kampen starter og du træder ind på banen, så er du nødt til at tænke på den som enhver anden kamp.

Aldrig interesseret i United

På rygtebørsen var Mané sidste år linket til Manchester United blandt andre klubber, men det var først, da Liverpool kom på banen denne sommer, at offensivspilleren takkede ja, og det har han det godt med.

– For at være ærlig, så var der nogle klubber, der var interesserede (forrige sommer, red.), men jeg ville ikke træffe et valg der. Jeg havde ikke lyst til at sige, at der var nogen bestemt klub, jeg tænkte på og ville spille for.

– Det var først, da Liverpool kom på banen, at jeg ikke var i tvivl. Jeg vidste, at jeg ønskede at skifte. Der var det det rette tidspunkt for mig.

– Jeg kom endelig til Liverpool, og det var jeg lykkelig over, og nu er jeg glad for, at jeg skal spille imod Manchester United.

Det 197. North-West Derby sparkes i gang i aften kl. 21 dansk tid. Vinder United, vil det være 68. gang, at det sker. Rivalerne fra Liverpool har vundet 55 af opgørene, mens 44 er endt uafgjort.

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Optakt: Liverpool - Manchester United

Næste artikel

Mourinho om Zlatan: Han sætter eksemplet

ANNONCE