Manchester United i mindre kollaps mod West Ham

Scenen var sat til det, som kunne have været en flot solskinsdag over Manchester United og træner José Mourinho. Som kampen skred frem, blev den skinnende sol dog vendt til mørke skyer. Samme mørke skyer som har hængt over klubben i længere tid.

Manchester United-spillerne gik på banen til lyden af West Hams famøse ”Im forever blowing bubbles”, på et udsolgt London Stadium.

Kampen startede en smule rodet, hvor West Ham forsøgte at lægge et højt pres. Dette pres førte hurtigt et mål med sig. En situation hvor Manchester United stod dybt på banen, fik hjemmeholdet spillet en hurtig bold ind til Felipe Anderson. Angriberen lavede en fræk afslutning med hælen, som målmand de Gea ikke kunne stille noget op med. 1-0 til West Ham efter blot fem minutter.

Målet gav ”The Hammers” selvtillid, som de følgende minutter udnyttede til flot spil. Omvendt virkede Manchester United ikke overraskende ramt på selvtilliden, hvilket lod til at få indvirkning på deres spil. Under alle omstændigheder flød spillet ikke. Uniteds spil i første halvleg kunne bedst beskrives som langsomt, uinspireret og forudsigeligt.  

West Ham var naturligvis tilfreds med deres 1-0 føring, og stillede sig langt tilbage på banen. Det betød også at United ofte var tvunget til at spille bredt og derfra pumpe bolde ind i feltet til Lukaku eller Fellaini. Taktikken var også ved at bære frugt, da Young fandt Lukaku tæt på mål. Stolpen stod desværre i vejen for en reducering.

Inden pausen skulle der blive værre for de frustrerede United-spillere. Et skud blev rettet af, hvilket efterlod de Gea chanceløs i målet. 2-0 ved pausen til hjemmeholdet.

Ved anden halvlegs start flød spillet lidt bedre dog uden at reelt at blive farligt i West Hams felt. Mourinho tog hurtigt konsekvens af dette. Lindelöf blev skiftet ud for Rashford, og det igangsatte et offensivt sats fra Manchester Uniteds side. Den offensive tilgang var hurtigt ved at give pote, ved at Young på ny slog et indlæg i feltet, som Fellaini denne gang var tæt på at score på. Heller ikke i denne omgang skulle det lykkes.

70 minutter skulle der gå, før United kom på måltavlen. Efter et hjørnespark fik Rashford flot sat hælen på, og dermed bragt lidt spænding og tro på tingene tilbage i kampen. Paul Pogba var i øvrigt øjeblikket før, blevet skiftet ud. En udskiftning som utvivlsomt vil blive diskuteret.

West Ham fik dog lynhurtigt svaret tilbage ved Arnautovic. Målet virkede til at dræbe troen fuldstændig hos United-spillerne, som virkede frustreret og uden en reel plan.

Dermed tabte Manchester United 3-1 til West Ham. Et resultat som har gjort skyerne over klubben endnu mørkere.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Startopstillingen mod West Ham: Young får anførerbindet

Næste artikel

Arnautovic: Vi fortjente sejren

ANNONCE