Maguire gør sig tanker om sæsonens sidste Premier League-opgør

Manchester United går en speciel dag i møde. 2019/2020-udgaven af Premier League bliver i dag færdigspillet, og det kan resultere i både en plads uden for og inden for top fire for “De Røde Djævle” og anfører Harry Maguire. I et interview med manutd.com deler englænderen sine refleksioner omkring den spændende sæsonafslutning.

Maguire vender i dag tilbage til sin gamle hjemmebane, King Power Stadium, hvor United skal spille et skæbnesvangert opgør mod Leicester City om en plads i top fire i Premier League.

Derfor er der tale om en meget vigtig dag for holdets anfører, der har været en fast inventar af United-holdet, siden han blev hentet til den røde del af Manchester for en rekordsum sidste sommer.

I et interview med Uniteds officielle hjemmeside sætter Maguire nogle ord på den dag, der venter for ham og resten af mandskabet.

– Vi vil ikke tage til Leicester og spille for uafgjort, det er helt sikkert. Vi vil gå ind til kampen med en ambition om at vinde. Vi vil have de tre point, og vi vil have den samme tilgang som til alle andre kampe, fortæller Maguire blandt andet. 

– Måske hvis vi står uafgjort i de sidste par minutter, kan vi ændre vores tilgang en smule. Vi er nummer tre i ligaen, og det er også der, vi ønsker at være, når søndag slutter.

– I begyndelsen af sæsonen ønskede vi at nå top fire – en masse mennesker troede ikke vi ville klare den, men vi har bragt os selv i en god position nu, og det er en spændende kamp at være en del af.

Derudover gør Maguire sig en række tanker om Champions League-fodbold, der igen kan blive bragt på Old Trafford, hvis dagens kamp får et succesfuldt udfald i Uniteds favør. 

– Det er virkelig vigtigt (at spille Champions League-fodbold, red.). Jeg tog til klubben for at vinde de største trofæer, og Champions League er den største af dem alle.

Et vigtigt opgør og jagten på fuld spilletid

Udover at United i dag går ind til et vigtigt opgør, er det også en dag, der kan sikre, at Maguire, som en af få spillere i Premier League, bliver noteret for at have spillet samtlige minutter i alle 38 ligakampe i sæsonen.

– Det er noget jeg virkelig lægger stolthed i; at være til rådighed og passe på mig selv, således at jeg kan spille alle kampe. 

– Jeg synes, det er vigtigt, især som forsvarsspiller, fordi du ønsker at spille alle kampe. Hvis du er angriber, ønsker du at se et solidt forsvar bag dig, hvor der ikke sker for mange ændringer.

– Jeg har gjort det en gang før, i Leicester i min første sæson, hvor jeg spillede hvert et minut i alle kampe, og det har været dejligt at kunne holde sig skadesfri og ikke samle nogle dumme karantæner i løbet af sæsonen.

Til sidst i interviewet sætter Maguire nogle flere ord på den kamp, der venter søndag. 

– Du tager til Manchester United, fordi du ønsker at spille de størst mulige kampe. Du ønsker at spille de kampe, hvor der er et stort pres, og du forbereder dig det bedste, du kan.

– Vi spillede i midtugen mod West Ham, så du restituerer, spiser, sover og forbereder dig, som var det hvilken som helst kamp. 

– Den centrale ting er at nyde kampen og begivenheden. Du vil kigge tilbage på de kampe, hvor der var et stort pres og meget på spil i slutnigen af din karriere, og forhåbentligt har du nogle gode minder om det, afslutter United-anføren.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Solskjær: Vi tager til Leicester for at vinde

Næste artikel

Quiz: Nævn Uniteds topscorere gennem tiden

ANNONCE