Mads Timm: Fergie var grådig

Roserne har ikke været til at overse i forbindelse med Sir Alex Fergusons 25 års-jubilæum for de engelske mestre. Nu tegner en tidligere United-spiller…

Roserne har ikke været til at overse i forbindelse med Sir Alex Fergusons 25 års-jubilæum for de engelske mestre. Nu tegner en tidligere United-spiller dog et mere dystert billede af den 69-årige skotte.

Således mener Mads Timm, der indstillede sin karriere i en alder af 25 år, at Ferguson favoriserede sin søn Jason, når der skulle forhandles kontrakter med United-talenter.

”Hans søn var jo slet ikke agent, men alligevel inde over alting, og der blev udbetalt svimlende beløb. Vi kunne også mærke det i omklædningsrummet, for hans søns spillere fik lange og gode kontrakter, som ikke hang sammen med deres potentiale,” siger Timm ifølge Ekstra Bladet.

Den tidligere OB- og Lyngby-spiller indrømmer samtidig, at han også blev tilbudt en lignende ordning.

”Jeg blev også spurgt, om jeg havde en agent, og det havde jeg jo så, men det var lige før, at man overvejede, om man faktisk skulle skifte til hans søn for at få en bedre kontrakt. Men der var jeg lidt principfast. Så på det punkt var det ikke okay. Alex Ferguson var for grådig, og der faldt han i,” siger Timm.

Alle detaljerne om de lyssky aktiviteter blev afsløret i en BBC-dokumentar, hvilket fik Ferguson til at boykotte stationen i syv år.

Fantastisk mandskabspleje
Mads Timm har dog også gode minder om den iltre skotte.

Således fortæller han, at Ferguson var kendt for at være på god fod med alle ansatte i klubben.

”Han er enormt dygtig til at være der for alle i klubben, også dem nede i vaskeriet. Han er utrolig varm,” siger Timm, der fremhæver en episode i 2005, hvor han blev idømt 12 måneders ubetinget fængsel for at have kørt om kap med en holdkammerat, som et eksempel på det.

”Han ville gerne have besøgt mig, men jeg ville sgu hellere have besøg af min kæreste, for jeg måtte ikke få mange besøg. Han var meget ked af, at han ikke var i retten, og min mor og far havde et fint møde med ham dagen efter,” siger Timm.

Mads Timm var på kontrakt i Manchester United i årene 2002-2006, hvor det dog kun blev til en enkelt førsteholdsoptræden.

Efterfølgende blev det til et par turbulente sæsoner i først OB og senere Lyngby, før han i 2009 valgte at indstille karrieren på grund af manglende motivation.

Han er i dag spillende træner for Serie 1-klubben Kerteminde.

Forrige artikel

Evra i familietragedie

Næste artikel

Leicester lune på Solskjær

ANNONCE