Lukaku scorede i Uniteds anden testsejr

Romelu Lukaku scorede sit første Manchester United-mål, da Jose Mourinhos mandskab slog Real Salt Lake i sommerens anden træningskamp.

Natten til tirsdag spillede United deres anden preseason-kamp, og endnu engang var modstanderen fra MLS. Real Salt Lake var opgaven, og de viste sig at give noget mere modstand, end LA Galaxy havde gjort.

Efter 23 minutter tog amerikanerne nemlig overraskende føringen, da Luis Silva blev sendt igennem. Angriberen holdt Phil Jones væk og sendte bolden i nettet til 1-0.

Der gik dog ikke længe, før United fik udlignet. Seks minutter efter åbningsmålet kombinerede United sig hurtigt igennem. Romelu Lukaku fandt Jesse Lingard, der spillede Henrikh Mkhitaryan fri, og så sparkede armeneren United på 1-1.

Romelu Lukaku fik ikke scoret mod LA Galaxy, men i nat fik han hul på bylden for United. Mkhitaryan sendt en knivskarp aflevering ind til belgieren, der satte forsvarsspiller og målmand af med en skudfinte, og så lagde han bolden i et tomt net. 

Mourinho skiftede alle mand ud i pausen, og anden halvleg blev knap så begivenhedsrig som første. Desværre for United var halvlegens højdepunkt, at Antonio Valencia sparkede en modstander ned bagfra. Efter lidt tids overvejelser valgte dommeren at give ham et – omend lidt tyndt – rødt kort.

Selv med ti mand var United ovenpå, men der blev ikke scoret i anden halvleg. United vandt kampen 2-1 og skal nu forberede sig på noget sværere modstand i den næste træningskamp mod Manchester City.

 

Har du set den nye Manchester United trøje? Se den her 

Oplev Manchester United på Old Trafford

Forrige artikel

Følgende 11 starter mod Real Salt Lake

Næste artikel

- Jeg er her for at score mål

ANNONCE