Landstræner: Sánchez har stadig masser af topfodbold i sig

På trods af flere år med skadesproblemer og spillemæssig krise, tror den chilenske landstræner, Reinaldo Rueda, dog på, at Alexis Sánchez fortsat har topfodbold i sig.

Alexis Sánchez har siden sit skifte til Manchester United i januar 2018 ikke lignet den Alexis Sánchez, som i Arsenal blev regnet som en af de bedste spillere i Premier League. 

Efter halvanden sæson med blot fem mål i 45 kampe sendte United chileneren på leje i italienske Inter. Her fik den chilenske offensivprofil en fornuftig start, inden han i oktober pådrog sig en ankelskade, der holdte ham ude indtil midten af januar.

For nogle uger siden skrev flere italienske medier, at Inter havde set nok, og at de ville sende Sánchez retur til Manchester. Ifølge flere engelske medier og journalister er den tidligere Arsenal-stjerne dog ikke en del af fremtidsplanerne på Old Trafford. Dermed ligner spilleren, der for nogle få år siden blev regnet som Premier Leagues muligvis bedste spiller, en mand på vej mod en karrieremæssige deroute.

Reinaldo Rueda, der siden januar 2018 har stået i spidsen for det chilenske landshold, mener, at Sánchez har haft det svært ovenpå sine klubskifter og skader. 

– Det har været et hårdt år for ham. Hans svære tid går helt tilbage til dengang, hvor han forlod Arsenal og skiftede til Manchester United.

– Han kom til Copa America i Brasilien (i 2019, red.), men blev uheldigvis skadet i en opvarmningskamp mod Colombia i Alicante. Det forpurrede næsten hans skifte til Inter, udtaler den chilenske landstræner til det spanske medie Sport.

Rueda tror dog, at Sánchez fortsat har nogle gode år på topplan tilbage på trods af sin spillemæssige krise.

– Jeg håber bare, at han hurtigt kan komme ovenpå igen. Han er en professionel og hårdtarbejdende spiller, som kan præstere på højeste niveau for enhver klub, der er villig til at give ham chancen. Han har stadig masser af topfodbold i sig.

Den 31-årige chileners lejeaftale med Inter skulle efter planen udløbe efter denne sæson. Men grundet corona-pandemien er det endnu uvist, hvordan aftaler der udløber den kommende sommer vil håndteres. Den chilenske landsholdsspiller har kontrakt med Manchester United frem til 2022. 

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Holdet bag OT.dk: Emil Jørgensen

Næste artikel

Talentspejder: Shola Shoretire

ANNONCE